Blond hane til hele familien

Jeg holder meget af, at finde måder at strække fantastiske råvarer, så mange mennesker kan spise af dem. Uden at det går ud over smagen og oplevelsen. En af mine fortrukne måder er at spise flere retter.

I Torino købte jeg ind til hjemkomstmiddag med sønnen, svigerdatteren og barnebarnet. Blandt andet en hvid trøffel, håndværkspasta, glaserede kastanier og hanen - Biondo Piemontese, blond piemonteser, en lokal, traditioneltopdrættet race, som er blevet et Slow Food presidie. Fritgående og fuld af smag.

Inden vi nåede så langt kom der flere til, så vi blev 7 voksne og 2 børn om bordet. Med et kræ på 1,7 kg - inklusiv hoved og fødder. Menuen blev:

Trøffelrøræg med ristet brød

Grøn salat med diverse antipasti af grøntrester fra køleskabet:
- dampede sølvbeder og bønner dryppet med olie
- stegte røde peber vendt i olie og balsamico
- tynde tomatskiver med salt og peber
- skiver af meget delikat 'Chantany Red-Cored' gulerod fra køkkenhaven
- oliven
Hane braiseret med hvidvin og estragon
Pastarør i sauce fra hanen

Semi-freddo med kastaniehonning og glaserede kastanier
Jeg har skrevet om det før: både kulinarisk og sundhedsmæssigt er det en fordel at spise flere retter til måltiderne. Der er flere smags-strenge at spille på, måltidet kan bygges op og give forskellige oplevelser. Jeg synes det er en god måde, at spise grønsager på, hvor de får lov at være hovedaktører i retter. Og en suveræn måde, at bruge rester på.

Appetitreguleringen træder først til efter ca. 20 minutter, en længere middag giver den lov til at virke. Og med variation kommer, at man føler sig mere stimuleret og psykologisk mere mæt, selv om man spiser mindre mad.

Det er et alternativ til den gamle vane, vi har her i landet, at strække de dyre varer, som kød, med fyldstoffer, billigere kød og sauce (og fløde). Det giver god mening, når man vil bruge de bedre producerede - og dermed dyrere - råvarer. En super hane koster mere, men kan spises i mindre mængder, fordi det giver en smagsoplevelse, som er nærende udover kalorieindholdet. Som kølediskdyret bare ikke har i sig.

Mens tomaterne er her

Det meste af året spiser jeg ikke tomater. Så det er bare om at gufle nu, mens de smager af noget. I New Jersey kom de første lokale tomater til d. 4. juli og de - med nye majs og en steak - var hovedattraktionen i den traditionelle festpicnic. Indtil frivillige brændemænd, våde T-shirts og konkurrencer om fedtede vandmeloner i vandet begyndte at bejle for noget af opmærksomheden.

Fra juli til september var der et stort glas tomater i olivenolie og eddike i vores køleskab. Tomaterne kom fra en af de lokale farm stands eller fra haven. Hver eller hveranden dag blev tomaterne taget op af lagen, spist og erstattet med nye.

Når lagen var tilpas udvandet med tomatsaft - cirka en gang om ugen - spiste vi den som kold suppe. I små portioner. En slags gazpacho. Måske med croutoner på. Fantastisk måde at spise tomater på. Målene er cirka:
10 smagfulde, modne tomater
1 stort, sødt løg
1 lille grøn peber
5 dl. jomfruolivenolie
2 dl. god, ikke for skarpe rødvinseddike
salt og friskkværnet peber
evt. en smule rørsukker

Tomaterne skæres i uens stykker, peberen skæres i fine tern, løgene skæres i tynde både. Det hele blandes sammen og smages til, måske skal der mere eddike i, evt. lidt rørsukker. Tomaterne trækker i lagen og spises først næste dag som salat. De erstattes af nye, spises efter et par dage osv. Suppen er mest fornøjelig, når det er rigtig varmt, billederne er fra den gang...

Rosenkålskud lynstegt i dansk oversættelse

De sidste rosenkålstokke har fået lov at ligge i haven indtil nu, dels af dovenskab, dels så at de skud, der spirer på dem, kunne blive store nok til at komme i wok'en. Det var de i søndags - og stadig bløde nok til, at stænglerne kunne spises uden at føle sig som drøvtygger.De blev lynstegte sammen med de sidste små overvintrede porrer. Da jeg er i nordisk mode blev det en lynstegning i dansk version. Teknikken er den samme som vanlig, kinesisk lynstegning:

1. olien opvarmes og gives smag
2. grønsager, kød mm. svitses over høj varme i olien for at optage dens smag og lukke saften ind
3. væske og evt. andre smagsgivere hældes på, varmen sænkes og retten simrer et par minutter til alt er lige akkurat mørt
4. væsken fortykkes til sauce lige før servering

Oversat til rosenkålsskud lynstegt på dansk bliver det - til 2:

1. Det hvide af 6-8 (meget) små porrer steger et minut sammen med peber i et par skefulde rapsolie over mellemhøj varme.

2. To store håndfulde vaskede og tørrede rosenkålskud steger med et par minutter mere, mens der røres, så de dækkes af den varme olie.

3. Varmen sænkes og et par skefulde vand, 1/2 tsk. rørsukker og lidt flagesalt kommes i og skudene simrer endnu et par minutter til de er næsten møre.

4. 3 spsk. piskefløde kommes i og røres med de sidste par minutter til fløden er nærmest reduceret væk. Kålskudene smages til og serveres. Resultatet er delikate kålskud, hvis letbitre smag lige er formildet af fløden og sukkeret. Super tilbehør til ovngrillet perlehønebryst, nye kartofler og bagt rabarber vendt med ramsløg.

Nå, for Helvedes...

Hmm... et døgn med 3 madbegivenheder, som nok vækker min interesse, men rører mig ikke helt i madhjertet. Helvedes køkken - jeg var en af madbloggerne, som tog imod invitationen til at agere publikum på premiere aftenen på TV2s Gorden-Ramsey-look-alike madshow.

Sjovt at møde andre bloggere. Underholdende at se på programmet i aftes, hvordan en stribe ret udramatiske timer kan klippes sammen til noget med liv-eller-død stemning. Og kedeligt at skulle gå fra den 'lukkede' restaurant uden den foie gras, due og chokodessert, som jeg havde glædede mig til. Bare så os hjemme i sofaerne kan få lidt spænding...Vi søgte trøst ved nogle øko-hottere og verdens bedste choklademælk på Nimbs pølsebar.

Stjernerne fra Michelin er også landet i dag. Det gør mig glad, at der arbejdes så hårdt på at skabe top gastronomi her i landet. Og at det bliver belønnet i dette system over systemer. Men alligevel.... Michelin-måltider hører til et par af mine bedste - og nogle af de kedeligste.

Det rører mig mere, at Christian Pugliesi snart åbner sin restaurant Relæ med uhøjtidelig topsmag i Jægersborggade.
Sidst modtog jeg en bog i dag fra FDB. Efter en venlig mail, om hvorvidt jeg var interesseret at få den sendt. Glæden kommer over at Morten, derindefra, virker til at synes, at der kunne komme noget godt ud af, at lade en blogger læse bogen. Modsat TV2... som... øh...

Selve bogen får ikke mit hjerte, jeg bliver bare mest træt af den smilende sundhed. Men jeg glæder mig til at læse den rigtigt, og bl.a. få (flere) ord på, hvad det er med vores måde at tænke sundhed på for tiden, som rubs me the wrong way - og som jeg er ret sikker på ikke er særlig sund.

Smørrebrødsdronning på visit

Brandmandens natmad, installatørens-, rejer lagt så fint med hovederne den samme vej, Maries mad og Alexandras. Hjemmerøget laks, hellefisk og kartofler, tangkaviar, kvali råvarer og mange år i front med en dansk klassiker, som er blevet moderne igen.

Smørrebrødets grand dame, Ida Davidsen, var forbi i tirsdags og fortælle og vise prøver af sit smukke håndværk.

Det var som del af nogle temadage på arbejdet. Om at mange ældre ikke vejer nok, og om hvordan man får sine kalorier, når appetitten er lille. Det gør man nemlig ved at spise mere af alt det, vi andre skal spise mindre af.

Mere fedt (rigtig meget...) og protein, færre grønsager og mindre fiber. Gerne lækkert og appetitligt, så det frister til, at spise bare et par bidder mere af de gode sager.

Her er smørredbrød en super løsning: et lille, tyndt stykke brød, masser af pålæg og godt med hjemmerørt mayo og andet pynt. Vend proportionerne om og madderne er til os andre, som ikke skal have alle de kilo på. Som Marie-maden på billedet:

...lyst brød med papirtynde skiver hjemmerøget hellefisk nederste. Kogte grønne asparges lagt smukt på. En stribe røræg med trøffel på langs. Lakserogn - her lavet af tang - på æggene og tangsalat ovenpå dem.
Efter foredraget var der 10 smukke madder til folket. Vi var mange, der fik en smagsprøve, vores gravide kollega, en store madøre, fik lov at starte.

Grumset melonsuppe

Det er skinke og melon sæson, trods dags-vejret. I aften i flydende form. Lidt grumset på en ikke helt smuk måde. Jeg tror det var melonen, jeg plejer at bruge canteloupe, da bliver suppen mere klar.

Det smager godt alligevel. Lavet efter den sædvanlige opskrift med lime og vin, i aften uden fløde og med basilikum og tynde skiver af ovnristet skinke. Skinken er fra et stykke lufttørret Crudo dolce, som opbevares i fryseren. Lidt barbarisk overfor den levende skinke, men så er den nem at tage op og skære papirtynde skiver af.

Vinen i suppen er Kvicklys Bardolino tilbud. Dejlig, daglig sommerglas. Suppen er ikke iskold denne gang, men kølig. Passer med dét udendørs.

Sydlandske lyster

Varmen giver sydlængsel, den finder vej til maden. Skinke og melon er en all-time favorite. Tit er de orangekødede canteloupe- eller charantaise-typer bedre sammen med skinke, kraftigere og mere aromatiske. Den på køkkenbordet skal bare stå nogle flere dage før den er moden, så jeg klarer mig med denne søde, men mere vandede frøskinds-.

Resten af den åbne daglig-chianti til. Vinen er stadig dejlig, lidt for meget syre til melonen. Dagdrømmer om en kølig Bardolino...
Nektariner med hindbær. Af jordbær og hindbær vil jeg hellere have hindbær. Sammen med ferskner/nektariner er de noget af den bedste mad jeg ved. Gerne med lidt fløde. I køleskabet er der nogle creme til creme brulée, rene syddrømme. Opskrift som sædvanligt, med vanilje som smagsgiver - uden røget the, som sidst jeg skrev om det.

Cremerne er lavet i weekenden, så de er klare til at tage frem og brænde sukkerlag på de næste dage. De er lavet i meget små portioner, som passer til at få en mundfuld dessert efter maden - et af slankhedens grundprincipper her i huset.

Linser med ramsløg

Skulle jeg kun have én slags arbejde i livet skulle det være at komponere menuer. At få smag og lugt og følelsen i munden og menneskernes stemninger og temperatur og næring og tyngde og farve og hvilke råvarer, der er bedst/mulige i dag... til at spille helt rigtig sammen. Igen og igen.

Udover fryden, kunne det måske godt vise en vej til at overflødigegøre de tiltagende ubegavede ideer om, hvordan vi skal spise, for at være sunde. For eksempel at mad med fedt i er usund og skal beskattes ekstra. Madonna!
Linser er gode til gris, deres næsten melede konsistens kræver fedt. Det gør dem selvskrevne til at vende lune i dressing. I aften kom fedtet i stedet fra hjemmelavede pølser med fennikel og hvidløg. Gulerødder er også super til linser. Her smørdampede. De vilde ramsløgs blide hvidløgssmag går også godt til.

Tre ting er nødvendige, for at linser bliver en fornøjelse: 1) Linserne er en god slags, der ikke nemt koger ud. Dem fra Puy er sikre, også de små sorte, der sælges som Beluga linser. 2) De koges med smagsgivere - fond, krydderbuket mm. 3) Vigtigst: de må ikke koges ud. Gør de det alligevel, er det bedre at blende dem og bruge dem til suppe. Til 2 bruges:
200 g. linser
olie
1/2 løg, hakket
salt
krydderbuket, her timian, laurbær og persillestilke
evt. en håndfuld ramsløg, skåret i stykker

1) Linserne skylles og dryppes af. Løgene steges bløde i olie. Linserne vendes rundt i olien et øjeblik, så kommes ca. dobbelt så meget vand som linser på sammen med en krydderbuket og salt.

2) Linserne koges op og koges over lav varme indtil de er lige netop møre. Det tager ca. 20 minutter, men smag på dem hele tiden, og tag dem af, når konsistensen er helt rigtig. Hæld evt. ekstra vand fra. Skal der ramsløg i, vendes de i de sidste par minutter af kogningen.

Re-enchanted food

Dejlig dag med Dr. Claude Fischler, som forsker i forskellige kulturers tilgang til mad. Med øje for den slankende virkning af at spise overdådigt godt i Frankrig, er det indlysende, at meget af dagens tænkning/oplysning om mad, næring og sundhed ikke duer. Igen bliver jeg bekræftet i, at den kun har fat i et lille hjørne, og nok den mindst vigtige af dem.

Alternativerne er der et sted, og dagen i dag bringer dem lidt nærmere. Jeg sidder tilbage med Fischlers opfordring til at bringe fryden tilbage i maden. Lad os finde måder at re-enchant the food - det handler det jo mere om end næringsstoffer og kalorier. Med al respekt for dem.

Tak til Smagsdommerne Carsten og Claus for at have inviteret Fischler og os andre - og ikke mindst for det gode værtskab.

Kørvelsuppe på kanin

I ugens forrådspakke var en lille rest braiseret kanin:

1) 1/2 kanin deles i stykker. Stykkerne vendes i mel med salt og peber i, brunes i smør i en tykbundet gryde og tages op efterhånden, som de bliver gyldne.

2) Gryden koges af med 1 glas hvidvin. Kaninstykker kommes i igen sammen med en krydderbuket, 1 lille gulerod og 1/2 løg, gerne med skal på. Simres sagt under låg indtil kødet er færdigt, ca. 25 minutter. Evt. tages rygstykkerne op efter 15 minutter, så de ikke bliver tør. En lille håndfuld gode sorte oliven kan koges med de sidste 10 minutter.

Resten var så et forben og et lille stykke ryg, samt noget af fonden. Det er en fin bund for kørvelsuppe:

1) Kaninkød og fond koges op med et godt glas vand, en lille gulerod i tynde skiver og en bette stykke hønsetern. Evt. tilbageværende oliven fjernes.

2) En stor håndfuld hakket kørvel koger med de sidste 3-4 minutter. Suppen smages til, evt. med salt.

Chokolade/rødvinscreme og lystfyldte slankedogme

Har eksperimenteret med en chokoladecreme med indkogt rødvin, som smager vidunderligt og smelter silkeblødt på tungen. Perfekt i fine, små portioner til at afslutte en middag, så nu er der et lille forråd i køleskabet.

Jeg er nemlig på kur, har i hvert fald ekstra opmærksomhed på, hvordan jeg spiser for tiden. Jeg vil af med de 2-3 kilo, jeg tog på, da jeg først fik et sidde-job i efteråret og så var på New Yorker ferie i julen.

Det går også som det skal, det første pund er røget efter et par uger, kroppen er glad og energisk. Slanke-spisereglerne er enkle, men det tager/har taget en del arbejde, at kunne bruge dem bevidst.

Michael Pollans 'Eat food. Not too much. Mostly vegetables.' opsumerer fundamentet fint. Ellers i ikke-prioriteret rækkefølge:

1) Spis hele måltider, gerne to - tre retter. Her kommer dessert forrådet ind. For det mest synes jeg, der skal dessert til, for at få måltidet til at føles færdigt.

2) Spis siddende og langsomt nok til at lade appetitreguleringen komme til udtryk. Der går 20 minutter, før den træder til. Så hvis man spiser på farten eller hurtigt, får den ikke en chance. (Også derfor er det godt med flere retter.)

Lad den bestemme over, hvornår det er nok. For det mest. Så portionerne passer til den energi, der er brug for.

3) Nyd så meget som muligt. Spis mad, der smager så godt og er så lækker, at den er dyb tilfredsstillende. Spis varieret. Drik et glas god vin til maden.

4) Adskil det, jeg spiser, for at nære kroppen, og det, jeg spiser, af andre grunde. Find måder at opfylde de andre behov.

5) Drik en del vand.

6) Gå eller bevæge mig på anden måde mindst 1/2 time hver dag. Og noget kraftigere nogle gange om ugen.

Det er ikke bare nemt, men det er stort - lykkeligt - at kunne regulere det, jeg spiser, ved at forstærke lysten og fornøjelsen. En meget bedre måde for mig, end tanken om at slankhed/sundhed er resultatet af en vellykket kamp imod dem.

Topas

Dejlig æblesort. Jeg er konstant på jagt efter frugt, der smager. Af så meget, at smagssansen får lyst til at være med, når den er i munden.

Endnu en af de ting, der holder mig sund og slank. At frugten smager så godt, at der er en oplevelse at spise den. At sanserne - jeg - bliver mæt af den. Tilfredse.

Denne pose Topas æbler er købt hos min lokale øko-dyrkere på Stengården. Sorten har en krydret, kraftig smag og en dejlig konsistens - sprød og samtidig lidt sej i kødet.

An apple a day keeps the doctor away. Smager den godt, er den også god til morgenfrugt.

Citronfromage mini

When it rains it pours. Har ikke spist citronfromage i mindst et år, nu har jeg fået den 3 dage i træk. I eftermiddag endda i to versioner - til prøvesmagning af maden til ældre i Furesø kommune, hvor jeg er mad-projektleder.

Fromagerne på billedet er lavet i mini størrelse, fordi jeg næsten altid vil have et bid af noget sødt, lækkert, interessant efter maden.

Det afslutter måltidet så godt og har været en del af måden at holde mig sund og slanke på i nogle år. Jeg er i gang med at tabe de par kilo, jeg tog på i New York i julen - så er det en stor hjælp, at der står nogle dessertbider klar i køleskabet.

Sellerisuppe

Fik selleripuré i går aftes sammen med stegt flæsk og braiseret Treviso radicchio. Puréen er lige ud af landevejen:

1 selleri i store tern koges møre med ca. 1 dl. vand tilsat salt. Mases groft med en gaffel sammen med nogle spsk. fløde og en spsk. smør.

I aften blev resten af puréen til suppe, varmede igennem med 2-3 dl. porre kogevand - kyllingfond havde også været fint. Blendet glat og ensartet med stavblenderen og smagt til med lidt mere salt.

Sellerismagen var mild og nøddeagtig - ikke skarp, som det kan være. Som gjorde at suppen smagte godt i sig selv. Jeg var også i humør til det helt enkle og arbejder på at smide de par kilo, jeg tog på i New York. Ellers havde jeg nok lavet en topping af ristet bacon, sorte trompetsvampe og hakket persille til at komme på ved serveringen.

Resten af menuen bestod af de kogte porrer dryppede med rapskimolie og et par drys flagesalt. Tynde finske rugknækbrød. Bichels eviggode Comté til præ-dessert og en skefuld hver stikkelsbærkompot (fryserrydning...) og creme fraiche til slut.

Kørvelsuppe på fiskefond

Jeg plejer at lave kørvelsuppe på hønsefond, men havde lidt fiskefond i fryseren. Det virker fint. Kørvelens blide anissmag går godt sammen med fisken. Suppen laves ellers som sædvanligt.

Uden pocheret æg i dag - var i humør til noget let efter en dejlig eftermiddag fuld af fødselsdags boller og lagkage.

Vinen til er fra Loire, en hvid Touraine. Let og dejligt. Jeg lagde ikke mærke til præcist hvad den lugtede eller smagte af, fik bare associationer til måltider i Paris, som ofte ledsages af disse lette, uhøjtidelige og velkomponerede hvide vine fra Loire.

Minestrone version 4.1.2

Velsignet med en weekend uden pligter. Madlavningslysten er vendt mirakuløst tilbage. Udtrykte sig i en hvid vinterminestrone. Til nu og til madklubsforret på onsdag.

Samme grundopskrift som andre hvide minstrone'er. Store, flade lima-bønner har været i blød siden i går aftes.

De koger en god time med salt, krydderbuket og en smule bouillontern. Endnu bedre med rigtig fond, hvis jeg havde haft det. Og en lille håndfuld af årets tørrede Karl Johansvampe. Grønsagssuppen laves som sædvanlig i en anden gryde.
Grønsager denne gang er: de obligatoriske løg, som steges langsomt bløde. Bacon'en steges med og så kartofler i tern. Et glas tør hvidvin hældes i og koges af - den giver noget tiltrængt syre til alle de søde grønsager.

Så pastinak, gulerødder, bladselleri, cavalo nero - toskansk palmekål, som står og stritter i vinterhaven. I gryden i den rækkefølge, og med lidt tid i mellem, så alt er kogt lige netop mør, når suppen er færdig.
Til sidst hældes bønnerne i med deres vand. Tynde ringe af det grønne fra porrer og friske oreganoblade koger med de sidste 5 minutter. Nogle spsk. minutpolenta piskes i til sidst. Smages til og spises.

Godt med revet Parmigiano på, men det brugte jeg ikke i aften. Et glas af den gode, new zealandsk Sauvignon Blanc fra St. Clair til - en født ledsager til denne grønsagssøde suppe. Et stykke blåskimmelost bagefter - og lidt mørk Valhrona til dessert.

Trøstemad

Har haft travlt og været syg, bloggen har lidt under det. Og jeg havde ellers regnet med at skrive om alle mulige lækre decemberting. De sidste par dage har jeg været forkølet nok til at blive i seng det mest af tiden. Og har levet af en bøtte ris a la mande, som kunne laves ud af resterne fra disse risfragilite'er.

Det passer ikke helt med min mors råd om at spise mindst 2 x grønsager pr. måltid og masser af frugt. En af de mest intelligente sundhedsråd, jeg kender. En jeg praktiserer til dagligt og har givet videre til næste generation.

Passer bedre med en anden af rådene: nogle gange er det sundeste at spise det, man har mest lyst til. Lækkert har det været. Sødt og blødt. Syg-trøstemad. Med saften fra et glas syltede kirsebær på. Mummm...

Skiftevis med noget rigtig rå finsk knækbrød med et tyndt lag gorgonzola. Lyder måske ikke godt, men det er det. Og clementiner, de gode økologiske, der rigtig smager af noget. Ok, alligevel nogle lækre decemberting.

Figner med laurbær på grill

Nogle gange er det bare godt. Som forleden. En Food Agency aften på min yndlings danske vingård med supersøde, deltagende deltagere. Vi stod ude til halv otte og grillede i det blide efterår på septembers næstsidste aften.

På grillen havde vi bl.a. figner, som trækkes på våde bambusspyd med friske laurbærblade. Så pensles de med olie og får et kværn sort peber på hver. Vendes over kullene til de er bløde, men ikke smattede.

Fignerne spises - varme, lune eller ved stuetemperatur - med lufttørret skinke og Kille Ennas vidunderlige rosmarin/pebersirup, en gastrik kogt på rosmarinkviste og hele sorte peber.
Vi smagte flere vine til, den ene er en ny bekendtskab. Bianchello del Metauro 2007, hvidvin fra Marche, nord for Verdicchio området. Fra Claudio Morelli, efter sigende en af områdets topproducenter. Købt hos Carlo Merolli.

Den fungerede perfekt til fignerne og charmede mig fuldstændigt. En blanding af fylde og frisk sprødhed. Med syre til at matche siruppens eddike og en sødmefornemmelse i den ellers tørre vin, som går fint til figenernes frugt og den søde sirup. Skøn aften.

Minestrone IV - nu med hestebønner

Minestrone igen igen. Hvid, altså uden tomat, og i sommervariation. Hvilke vil sige, at det denne gang ikke er en oprydning i grønsagsskuffen, men i haven. Alle grønsager undtagen skalotter, majs og porre er friske, friske - plukket/gravet op for 5 minutter siden.

Fremgangsmåden er den sædvanlige. Den lange liste af ingredienser får suppen til at se kompliceret ud, men den er så nem at lave. Og man bruger bare det, man har. Til 3 brugte jeg:

4 skiver bacon, skåret i små stykker
2-3 spsk. jomfruolivenolie
2 små skalotter, i tynde både
1 lille fed hvidløg, i tynde skiver
3 mellemstore nye kartofler, skrabet og i tern
1 glas tør rosévin
1 l. vand
timian, laurbærblad, salt og peber
1/2 porre, i ringe
en håndfuld hestebønner, bælgede
en lille håndfuld grønne bønner, nippede og i halve
2 små courgetter, i skråtskårne tern
kernerne fra 1 kogt majskolbe
2 spsk. minutpolenta
1 lille håndfuld rucola, revet i mindre stykker
10-15 store blade basilikum, revet i mindre stykker
1. Bacon og løg steges i olien i en gryde indtil løgene er bløde. Hvidløget steger med et par minutter. Så kartoflerne i et par minutter.

2. Gryden koges af med vinen et par minutter. Så tilsættes vandet, timian, laurbær, salt og peber. Resten af grønsagerne kommes i efterhånden, så de hver især bliver møre, men ikke udsplattede. Det tager ca. 20 minutter.

3. Fem minutter før suppen spises røres minutpolenta i. Suppen smages til. Lige før serveringen kommes rucola og basilikum i. Man kan godt rive noget Parmesan over ved bordet, men man kan også gemme sin dyre kongeost til noget, der har brug for noget mere smag.

Halvdelen af vandet var vand fra de kartofler, jeg kogte i går. Og lidt ditto bønnekogevand. Det var hyggeligt at se Claus Meyer lave suppe i Smag på Danmark i går over næsten samme snit - bare med øl i stedet for vin til at give syren, uden polenta og med et pocheret æg i.

Nulstilling... porreweekend

Det er blevet til halvanden weekenddag med kogte porrer. En slags nulstilling. En blød langstrakt meditation. Til at styrke opmærksomhed på maden. Både for at holde vægten og for at mærke, hvad jeg oplever, når mad og spisning ikke fylder i min dag.

Porrerne er kogte fredag aften, en ny portion lørdag aften. I 20 minutter. Uden salt, så væsken også kan drikkes. Første gang kogte jeg for meget af det grønne med, det hvide smager bedre og har en bedre konsistens. De opbevares ved stuetemperatur - op til et dogn - og spises når sulten melder sig, med lidt koldpresset rapsolie og et drys Maldon salt.

Det er en lille udrensningskur, så der skal drikkes meget vand. Så evt. affaldsstoffer ikke bliver i blodet og giver hovedpine og andet små-ubehag.

Ideen med porrer kommer fra Mirielle Gulianos herlige bog French Women Don't Get Fat. (Også oversat, men sproget er bedre på engelsk.) En smule krukket, men en af hendes hovedpointe klinger i mit system: man bliver sund og slank ved at nyde mad og vin med fuld opmærksomhed.

Det er godt for alt muligt helt essentielt, som f.eks. livsglæden. Og for at hjælpe den naturlige appetitregulering med at regulere til de mængder mad, kroppen har brug for.

Tanken passer med min forståelse af den sunde lyst som menneskers bedste vejviser. Jeg er vild med god mad og vin, samtidig vil gerne blive ved at være sund og rimelig slank. Jeg er skeptisk over så mange velmenende kostråd og kostrådgivere, som ser sundhed/slankhed som resultat af en kamp mod lysten. I stedet for et dybgående samarbejde med den.

Jeg læste Gulianos bog for et par år siden. Lige efter, at jeg endnu en gang var vendt hjem fra en fransk ferie flere kilo lettere. Trods at jeg som sædvanligt havde spiste med store fornøjelse fra en bugnende kamre af lækkerier, de fleste højt på listen over ting, der skulle gør en federe.