Nå, for Helvedes...

Hmm... et døgn med 3 madbegivenheder, som nok vækker min interesse, men rører mig ikke helt i madhjertet. Helvedes køkken - jeg var en af madbloggerne, som tog imod invitationen til at agere publikum på premiere aftenen på TV2s Gorden-Ramsey-look-alike madshow.

Sjovt at møde andre bloggere. Underholdende at se på programmet i aftes, hvordan en stribe ret udramatiske timer kan klippes sammen til noget med liv-eller-død stemning. Og kedeligt at skulle gå fra den 'lukkede' restaurant uden den foie gras, due og chokodessert, som jeg havde glædede mig til. Bare så os hjemme i sofaerne kan få lidt spænding...Vi søgte trøst ved nogle øko-hottere og verdens bedste choklademælk på Nimbs pølsebar.

Stjernerne fra Michelin er også landet i dag. Det gør mig glad, at der arbejdes så hårdt på at skabe top gastronomi her i landet. Og at det bliver belønnet i dette system over systemer. Men alligevel.... Michelin-måltider hører til et par af mine bedste - og nogle af de kedeligste.

Det rører mig mere, at Christian Pugliesi snart åbner sin restaurant Relæ med uhøjtidelig topsmag i Jægersborggade.
Sidst modtog jeg en bog i dag fra FDB. Efter en venlig mail, om hvorvidt jeg var interesseret at få den sendt. Glæden kommer over at Morten, derindefra, virker til at synes, at der kunne komme noget godt ud af, at lade en blogger læse bogen. Modsat TV2... som... øh...

Selve bogen får ikke mit hjerte, jeg bliver bare mest træt af den smilende sundhed. Men jeg glæder mig til at læse den rigtigt, og bl.a. få (flere) ord på, hvad det er med vores måde at tænke sundhed på for tiden, som rubs me the wrong way - og som jeg er ret sikker på ikke er særlig sund.

Kogebog fra Skye Gyngell

En kogebog fra et projekt, der har mit hjerte, Skye Gyngells café/restaurant på planteskolen Petersham Nurseries i England. Åbenbart lige oversat, på MM forlag. Det er sjælden, jeg møder en tilgang til mad, som er så tæt på min egen.

Retterne er enkle og samtidig udsøgte. En kvalitet, som jeg kender og elsker fra de franske og italienske køkkener. Smagen er i centrum og råvarerne bærer. Hun bruger udtrykket at få maden til at synge. Jeg har kaldt det, at den danser.
Selv vinvalgene kan ligne... f.eks. Henri Bourgeois mindste vin, Petit Bourgeois, som er en oplevelse, meget bedre end dens nærmeste storbror. Og Maury fra Mas Amiel, en absolut yndlingsvin til chokolade.

Der er flere interessante opskrifter, og nogle gode basisværktøjer - som at ryge kylling med te. Men bogen er købt for den forbindelse til naturens kraft - ikke dens pænhed - som mærkes ud af siderne.

Pastilla... og Paula Wolfert

...eller besteeya... med Wolferts transcription af de arabiske vokaler. En marokkansk delikatesse med duer og mandler, som jeg har spist i Paris og længe har haft lyst til at lave selv. Fundamentet for mit første forsøg er opskriften fra Paula Wolferts Moroccan Cuisine, udgivet første gang i 1973.

Bogens opskrifter, metoder og kulinariske viden vidner om de mange timer Wolfert har tilbragt i marokkanske køkkener. Hun er omhyggelig og søger kompromiløst efter at finde frem til, hvad der får maden til at smage af det, den skal smage af. En meget jordforbunden og samtidigt højttravende og stringent søgen efter at røre ved madens sjæl, at vise de betingelser, der gør, at den kommer til udtryk på tallerkenen.

En kærlighed til madens smag, som sikrer hende plads i mit madhjerte og på min kogebogsreol. Der står også hendes fine The Cooking of Southwest France. Ved siden af Marcella Hazen, som kan det samme med sit hjemlige italienske køkken.