Eva-Maria har i de sidste måneder læste korrektur på jonaskogebog, for at fange de værste sproglige fejl. Tak for det, søde! Ansvaret for evt. fejl er selvfølgelig stadig helt mit. Vi spiser også sammen i madklub hver anden uge. Sidst fortabte vi os i fornøjelsen ved kæmpemælkebøtter, et sikkert forårsritual længere sydpå. Hjemme i New Jersey spiste vi almindelige mælkebøtter, dem synes jeg er for bitre. Det var mest i de år, min far udforskede den mad, man selv kunne samle i naturen. Dagliljerødder, vild asparges og Symplocarpus foetidus, stinkdyrskål. Det hedder den på engelsk - og det lugter også sådan.
Der var et stort område ved bækken bag huset, som hvert forår dækkedes af 'kålens' lækre, store, irgrønne, saftige blade. Jeg tror min far øjnede muligheden for et bundløst tilskud til den store families madbudget.
De smagte også godt, de blancherede, oliedryppede stinkdyrsblade. Indtil et par minutter efter, da tungen og munden blev dækket af noget, der føltes som fimrehår med en smule strøm i. Der kom også lidt panik over min far, da hverken vand, mælk, yoghurt eller limonade kunne få det væk. Det forsvandt af sig selv efter en halv time, men den tilskudsmulighed røg for evigt.
Almindelige mælkebøtter er stadig for bitre til mig. Kæmpemælke- bøtternes lette bitterhed er helt passende. I Eva-Marias græske version er de kogte blade vendt i olie og citron. I aftes lavede jeg dem uden citron, med rigelig koldpresset bornholmsk rapskimolie og lidt salt på.Kogetiden er ca. 10 minutter, for de skal ikke være al dente, men bløde nok til at skære over uden kamp. Efter kogningen skylles de i koldt vand - for at bevare den grønne farve - og afdryppes, evt. tørres lidt, inden de dryppes med olien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar