Sider

tirsdag den 10. marts 2009

Fuglerest med braiseret julesalat

Jeg er i forvejen berørt i dag. Så smagene på aftenens restemad påvirker ekstra stærkt, og rammer en tone af lykke. Resten er fra weekendens forråd: brystet fra en mini kylling med spidskommen og sauce af safran og en af sæsonens sidste pomerans. En enkel ret, og i sig selv ret fast:

1. En coquelette/poussin skæres op i ryggen og bredes ud, så den få form af en sommerfugl. Skindet omkring lårene skal også skæres igennem. Den gnides med salt, peber og stødt spidskommen.
2. Fuglen lægges med skindsiden ned i en ovnfast fad og grilles 8 minutter på øverste hylde i ovnen under ovngrillen. Så får den samme tur med skindsiden opad. Hold lige øje, den skal måske have et minut eller to mindre - eller mere.

3. Saften af en pomerans iblandet en pinch safran kommes i bunden af fadet. Varmen skrues ned til 200°C, ikke varmluft, fuglen flyttes ned til midten af ovnen og steges færdig. Det tager ca. 25 minutter.

Her et par dage senere er saucen blevet gift, som min mor ville have sagt, altså gift som i ægteskab. Dens aromatiske citrussmag er suveræn sammen med bitterheden fra nogle braiserede julesalat. Afvæbnet af den smule sukker, salaten er braiseret med.

Fillaboas Albariño fra 2004 i glasset. Albariño druen giver vinen en kant, som smager lidt oksideret. Den ser pomeransens bitterhed lige ind i øjet, og dens små-eksotiske, lidt fremmede stil går i spænd med julesalaten. Kombinationen med kyllingen er god, den rammer det lykkelige i mig. Lidt forlegen er jeg over storhedsfølelsen fra noget så banal som weekendens rester. Men
I can not tell a lie, den er der.

Grundlykken kommer af at have mødt min bedste folkeskole venindes kæreste, som var bedste ven med min kæreste,
på Facebook. Udover det dejlige i at fortælle om vores liv nu, sætter det gang i erindringer fra en sødmefyldt og erotisk tid, med alle vores højspændte kroppe, og mylderen af nysgerrige hænder på opdagelse i hinandens bluser og bukser.

Kørvelsuppe på kanin

I ugens forrådspakke var en lille rest braiseret kanin:

1) 1/2 kanin deles i stykker. Stykkerne vendes i mel med salt og peber i, brunes i smør i en tykbundet gryde og tages op efterhånden, som de bliver gyldne.

2) Gryden koges af med 1 glas hvidvin. Kaninstykker kommes i igen sammen med en krydderbuket, 1 lille gulerod og 1/2 løg, gerne med skal på. Simres sagt under låg indtil kødet er færdigt, ca. 25 minutter. Evt. tages rygstykkerne op efter 15 minutter, så de ikke bliver tør. En lille håndfuld gode sorte oliven kan koges med de sidste 10 minutter.

Resten var så et forben og et lille stykke ryg, samt noget af fonden. Det er en fin bund for kørvelsuppe:

1) Kaninkød og fond koges op med et godt glas vand, en lille gulerod i tynde skiver og en bette stykke hønsetern. Evt. tilbageværende oliven fjernes.

2) En stor håndfuld hakket kørvel koger med de sidste 3-4 minutter. Suppen smages til, evt. med salt.

mandag den 9. marts 2009

Williams pærer til morgenfrugt

De er her igen, de gode Williams pærer. For tiden fra Argentina. Irma har dem øko, jeg har også set dem konventionelt i Spar.

Jeg er ikke vild med at købe grønt, vi ellers selv dyrker, fra den anden side af jorden. Der er undtagelser, pærerne her er en af dem. De smager rigtig godt og konsistensen er lige som jeg kan lide den. Og så er vinduet fra de er modne til de bliver melede rimelig langt.

Kærkomment på et tidspunkt, hvor det mest står på citrusfrugter og æbler. Sæsonen er fra midt februar og varer til midt i april.

Pærerne er gode hele ud af hånden til morgenfrugt. Og skåret i både sammen med en gorgonzola til ost/dessert efter maden.

søndag den 8. marts 2009

Forråd

Efter en weekend i haveplaners og frøbestillings tegn med tid til at lave mad er der lagt et godt fundament til den kommende uges fast food:- en rest bryst og sky fra mini kylling stegt med spidskommen, safran og pomeranssaft
- rest dampede snitbønner vendt i oliven og smørristede mandler; lidt rosenkål og palmekål i haven
- en håndfuld hver kørvel, mynte, persille; porrer; julesalat; Williams pærer; grønsags-ender en masse, betyder vel minestrone...
- 1/2 letkogt broccoli i olivenolie/pomerans dressing
- syltede kumquats; lille rest hvidvinsbraiseret kanin med sorte oliven

- 15 æggehvider... betyder vel marengs?

Chokolade/rødvinscreme - opskrift

Blev så optaget af at sætte ord på slanke/sunde spisedogmerne sidst, at opskriften på anledningen kom ikke med. Ideen til chokolade/rødvinscreme kommer fra celebrity chef Mario Battalis Babbo, kogebogen fra hans restaurant af same navn i New York.

Jeg har gjort cremen mere lind, som jeg synes får fornemmelsen af silke i munden bedre frem. Chokoladen er fra Valhrona, som sædvanligt. Portionerne her er på en lille dl. Til slankebrug laver jeg dem mindre. Til 12 slankeportioner bruges:1,5 dl. anstændig rødvin, tør Lambrusco virkede fint, det gjorde en rest Rasteau også
3 spsk. + 2 spsk. + 2 tsk. lys rørsukker
200 g. god chokolade mindst 70%
3 æggeblommer, pasteuriserede hvis man vil undgå salmonellarisiko
1,2 dl. mælk
1 + 1 dl. piskefløde
1 tsk. usaltet smør

1. Vinen koges ind til med de 3 spsk. sukker til ca. 1/3. Afkøles.

2. Chokoladen smeltes over vandbad i en skål, der kan rumme hele blandingen. Mælk, 1 dl. fløde og de 2 spsk. sukker bringes i kog i en anden gryde.

3. Vinsiruppen piskes i chokoladen, og derefter æggeblommerne. Mælkeblandingen røres i og til sidst tilsættes smørret. Cremen piskes med let hånd, indtil den er ensartet. 4. Cremen hældes op i små glas eller espressokopper. Efter en time eller to i køleskabet, er den stivnet og klar til at spise.

5. Lige før servering piskes flødeskum af den sidste dl. fløde og de 2 tsk. sukker. Flødeskummet fordeles på cremerne. Syltede kumquats gør sig som pynt og er lækre til.

torsdag den 5. marts 2009

Chokolade/rødvinscreme og lystfyldte slankedogme

Har eksperimenteret med en chokoladecreme med indkogt rødvin, som smager vidunderligt og smelter silkeblødt på tungen. Perfekt i fine, små portioner til at afslutte en middag, så nu er der et lille forråd i køleskabet.

Jeg er nemlig på kur, har i hvert fald ekstra opmærksomhed på, hvordan jeg spiser for tiden. Jeg vil af med de 2-3 kilo, jeg tog på, da jeg først fik et sidde-job i efteråret og så var på New Yorker ferie i julen.

Det går også som det skal, det første pund er røget efter et par uger, kroppen er glad og energisk. Slanke-spisereglerne er enkle, men det tager/har taget en del arbejde, at kunne bruge dem bevidst.

Michael Pollans 'Eat food. Not too much. Mostly vegetables.' opsumerer fundamentet fint. Ellers i ikke-prioriteret rækkefølge:

1) Spis hele måltider, gerne to - tre retter. Her kommer dessert forrådet ind. For det mest synes jeg, der skal dessert til, for at få måltidet til at føles færdigt.

2) Spis siddende og langsomt nok til at lade appetitreguleringen komme til udtryk. Der går 20 minutter, før den træder til. Så hvis man spiser på farten eller hurtigt, får den ikke en chance. (Også derfor er det godt med flere retter.)

Lad den bestemme over, hvornår det er nok. For det mest.
Så portionerne passer til den energi, der er brug for.

3) Nyd så meget som muligt. Spis mad, der smager så godt og er så lækker, at den er dyb tilfredsstillende. Spis varieret. Drik et glas god vin til maden.

4) Adskil det, jeg spiser, for at nære kroppen, og det, jeg spiser, af andre grunde. Find måder at opfylde de andre behov.

5) Drik en del vand.

6) Gå eller bevæge mig på anden måde mindst 1/2 time hver dag. Og noget kraftigere nogle gange om ugen.

Det er ikke bare nemt, men det er stort - lykkeligt - at kunne regulere det, jeg spiser, ved at forstærke lysten og fornøjelsen. En meget bedre måde for mig, end tanken om at slankhed/sundhed er resultatet af en vellykket kamp imod dem.

mandag den 2. marts 2009

Marinerede skorzonerrødder

Skorzonerrødder har en dejlig nøddesmag, de er en del af denne uges forråd lavet i weekenden. Nogle kogte jeg i mælk - den traditionelle tilberedning, de er lidt kedelige.

Nogle blev kogt i olie/citron marinade. Samme fremgangsmåde som med baby artiskokker: 4 skrællede rødder skåret i 6-8 cm. stykker koges i 2 spsk. god olivenolie, 1 spsk. citronsaft og salt og peber. Det tager ca. 10 minutter.
De er mere spændende, rigtig gode. Al dente sprøde og med nøddesmagen godt bevaret. Perfekt til en god Parmigiano som en lille frokost i søndags.

Arbejdet med rødderne - grunden til, at jeg laver dem i weekenden i stedet for efter en arbejdsdag - er skrælningen. Det er nemmest at lægge dem på et skærebrædt og gør som med hvide asparges. Besværligt...


Det hedder at de skal ligge i vand med citron i for ikke at tage farve. Dovenskabet lever også i weekenden, heldigvis gør det ikke noget at lade være, de bliver hvide igen ved opvarmning.
Værre er den klistrede saft, man få på hænderne. Noget snask. Dog til at overleve, hvor ofte spiser man skorzonerrødder i fredstid?