... med bløde bananskalotter og salat af spæde blade fra haven. Spist både i går og i forgårs, det er ikke så tit jeg gentager det samme mad to dage i træk. Rester, jo, men det er noget andet... Men kombinationen smagte så godt, at den var stadig helt levende i smagshukommelsen, da jeg skulle finde aftenens post-solskinsdag-i-haven mad.
Fast food med nogle raffinerede smag, som passer ekstremt godt til vin. Har næsten altid kyllingelever - og andelever, som er også fantastisk lavet på denne måde - i fryseren. Og salvie i haven. Til 2 personer:
300 g. kyllingelever
35 g. smør
2 blade frisk salvie, finthakket
1/2 tsk. tomatpasta
1/2 dl. Noilly Prat, Marsala eller hvidvin
salt og friskkværnet peber
Leverne skal laves så de stadig er rosa indeni, ellers bliver de stive, tørre og kedelige. Nok medvirkende til, at mange ikke synes de kan lide lever. Er de frosne, tøs leverne kun næsten op før de steges - så bliver punktet, hvor de er perfekt stegt, nemmere at ramme.
1. Leverne brunes i det afbrusede smør over mellemhøj varme i 3-4 minutter. De må gerne få en lille brun skorpe og stadig være meget bløde indeni.
2. Kom salvie, salt og peber i og steg et øjeblik. Kom tomatpure og vin på og lad vinen koge af et par minutter. Skru helt ned for varmen og lad leverne stege indtil de er rosa indeni. Serveres med det samme.
...har jeg spist nogle gange i det fantastiske pinsevejr. Nu er der nok til at lave en lille salat, og smagen af de forskellige urter er stærk og frisk. Forårets urkraft i mund og næse. Inden måtte der ryddes op fra verdens mest pinlige omgang vand i kælderen. De rare VVS'ere stod her 20 minutter efter jeg ringede fredag morgen. I let panik over den stråle vand, der løb som en anden romersk fontæne ud af et hul i betonvæggen. 
Vi var i gang med, hvordan man skyder en ny rør ind gennem jorden, da de opdagede at haveslangen var tændt. Glemte fra aftenen før. Lige udenfor kælderen. Av, mine ører! Slap med skrækken for de dyre projekter, og de lånte mig venligt vandstøvsugeren.Spinaten er sået for en måned siden, rækken tyndede jeg ud i i dag. De udtyndede småplanter er store nok til at optræde som baby spinat i salaten. Et par af sidste års rucolaplanter skyder med nye blade. Det samme gør de få overlevende italienske chikorier, bladene er lysegrønne og letbitre. Nok til en lille salat, med purløg og et enkelt stilke bronzefennikel.
Blandet med et par tyndskårede, købte hjertesalatblade og klassik vinagrette af olie, eddike, sennep, salt og friskkværnet peber.
Til et måltid af kyllinglever stegt med salvie, og bløde løg. Urternes enkle, kraftige smag er en fin modspil til leveren. Den er stegt med lidt hvidvin fra Umbrien, og den havnede også i glasset. Fin kombo.
Endnu en 'lødig' dessert, en jeg aldrig bliver træt af. God som afslutning på et let måltid med mange grønsager og ikke for meget kød eller anden protein. Også godt at lave i små, slanke-portioner.
Om lidt skal vi ud i den lysende grønne skov og spise aftenspicnic - i går bagte jeg nogle crème caramel til at tage med. 
Til 8 - 10 portioner bruges:Til creme:7 dl. sødmælk3/4 stang vanilje, flækket135 g. sukker6 ægnogle få korn groft saltTil karamel:4 spsk. sukker4 spsk. vand1. Mælken koges op med vaniljestang, sukker og salt. Imens piskes æggene sammen i en skål, der kan rumme mælken.2. Lav karamellen: sukker og vand smeltes på en pande på lav varme uden at røre i det. Lad sukkeret koge - stadig lav varme - indtil den får en flot gylden farve. Der skal evt. lidt mere vand i, hvis den tørrer ud.3. Hæld mælken sammen med æggene, pisk let.4. Fordel karamellen i 8 - 10 ovnfaste portionsforme, evt. én stor. Kom formene i et bradepande. Hæld mælkeblandingen over karamellen i formene. Kom vand i bradepanden, ca. 2 cm. op ad formene. Bag cremen ved 210°C, indtil den er sat. Vandet i bradepanden må ikke koge - hæld evt. lidt koldt vand i, hvis det bliver for varmt.Cremen kan spises lunken, jeg spiser den oftest kold.
Jeg tror at kunsten at spise vidunderlig mad, mens man holder sig sund, rigtig ernæret og slank, er nemmest, når man spiser flere retter til måltiderne. Af flere grunde - mere om dem en anden gang.
Derfor hører der dessert til de fleste måltider her i huset. Når man spiser den så tit, skal desserten ud over at smage dejligt, også have noget næringsværdi. Altså være lødig mad, ved siden af sukkeret og fedtet. Frisk frugt er oplagt, men den opfylder ikke altid min dessertlyst - tit skal der noget mere blødt og cremet til. Desserten må også gerne - i hvert fald nogle gange - være hurtig og nem at lave.
I aftes efter forårsminestrone blev det rabarber med hvid chokoladesauce. Rabarberne i haven er fine lige nu. Det er første år, jeg plukker af de nye vin- og jordbær rabarberplanter, og de smager ekstremt meget af rabarber. Den søde, hvide chokolade passer fantastisk til rabarber med dens høje syreindhold.
Der bages en kompot af rabarber, ca. 2 stilke pr. person. Den afkøles.
Hvid chokoladesauce laves efter sammen princip som almindelig chokoladesauce. Til 2 bruges:
40 g. god, hvid chokolade, f.eks. Valhronas Ivoire5-6 spsk. piskeflødeChokoladen smeltes nænsomt i et vandbad. Hvid chokolade kan være sart, lad den smelte helt før der røres i - og lad ikke temperaturen komme for højt op. Når chokoladen er smeltet hældes fløden i lidt af gangen, mens der røres. Saucen kan holdes varm i vandbadet med varmen slukket.Kom rabarber i et glas, hæld saucen over og kom et savoiardikiks - ladyfinger - i glasset. Næsten en trifli. Står den lidt før den spises bliver det nederste af kiksen lidt opblødt og snasket - lækkert, hvis man er til den slags.
Det blev en særlig god minestrone i går, lavet som sædvanlig med det ophobede grønt fra skuffen. Men anderledes - det så nemlig så godt ud hvid, at jeg unlod tomatpureén, helt ukarakteristisk. Snak om konservatisme, jeg kan ikke huske, jeg har gjort det før. Og så er den jævnede med lidt minutpolenta i stedet for at komme pasta i - også helt mærkeligt.Men god er den. Med friske hestebønner i stedet for de tørrede hvide, med friske rucola og purløg ud fra haven til sidst. Ingen sjat fond - eller bouillontern - som nogen gange er nødvendigt for at få smag nok. Mængderne er nogenlunde:3 skiver bacon3-4 spsk. olivenolie1 fed hvidløg, hakket1 skalotteløg, i tynde både2 kartofler, skrællede og i tern1/2 kg. hestebønner, bælgede1 glas hvidvin med noget syre i1 l. vandsalt og friskkværnet peberkrydderbuket af persille, timian, frisk oregano, laurbærblad2 mindre gulerødder, skrællede, i halve skiver1/2 fennikel, i tynde bådehovederne fra 10 tynde, hvide asparges (resten var tørret ind...), skrællede, halverede3 spsk. minutpolenta1 lille håndfuld rucola1 lille bund purløgParmesan til at rive over ved bordet
1. Steg baconen let i olien. Kom løget med og steg det over lav varme, uden at det tager farve. Steg hvidløget med et par minutter. Steg kartoffelternene med i 3-4 minutter, så hestebønnerne i endnu 2-3 minutter. Hæld derefter vinen i gryden og lad alkoholen fordampe i et par minutter.2. Kom vand, krydderbuket, salt og peber i gryden og lad suppen koge op. På meget lav varme koges grønsagerne efterhånden møre i suppen. De skal nå at blive møre, men ikke alt for bløde - og det tager forskellige tider for de forskellige grønsager at blive møre. Gulerødderne skal ind først, når kartoflerne er halvmøre. Efter et par minutter kommes fennikel i. Et par minutter senere asparges. Det kan lyde omstændigt, men man får hurtigt fornemmelsen af, hvor længe de forskellige grønsager skal have.
3. Når alle grønsagerne er møre smages suppen til med salt og peber. Der skal evt. også lidt mere vand i. Så piskes minutpolenta i. Lige før servering kommes rucola og purløget i. Giv Parmesan, som kan rives over suppen i tallerkenerne.
Til vinen brugte jeg den Prechtl Grüner Veltliner, som stod med vakumprop fra gårsdagens asparges. Jeg tror, at vinens høje syreindhold - til alle de søde grønsager - er en grund til, at suppen smager så godt. Også hestebønnerne og de friske blade med deres kraftige smag lige ud fra haven. Vinen blev også drukket til suppen - lige i øjet.
En hurtig post, der skal ordnes en del ting, som jeg ikke fik gjort, fordi det var helt umuligt at gå indenfor, når vejret var så godt. Det samme gjaldt maden, det blev til en hurtig gang grønne asparges med hårdkogt æg og et stykke skinke. Ikke værst. Ret godt.En lejlighed også til at drikke endnu en god aspargesvin. En Østriger. Jeg har haft den siden sidste år, lod den ligge indtil det var asparges- tid igen. Så kom historien om dobbeltlivet og forfærdelige forbrydelser. Vinen er stadig rigtig god til asparges - grønne og især hvide - men fornøjelsen ved at tænke på den, skrive om den, er... mindre.Men den er god til asparges. Weingut Prechtl, Classic 2006. Lavet på Grüner Veltliner, en af Østrigs 'egne' og mest plantede druer fra området omkring Wien, Wienviertel. Sprød, med masser af syre, som gør, at jeg gerne vil have mad til den. Ja, f.eks. asparges. Den passer også fint til den letrøgede skinke. Og der er syre nok til ægget. 70 kr, købt hos Bichel.
Ingen madposter de sidste dage, jeg har været i gang med at lave et indeks over opskrifterne på jonaskogebog. Så bliver det nemmere at finde det, man skal bruge.
Jeg er svært tilfreds med resultatet lige nu, har du nogle ideer eller kommentarer til indekset vil jeg være rigtig glad for at få dem.
Det har også været skønt, bare at lave det og ikke andet i mange, mange timer. Afslappende. Ren ferie.
Faktisk startede feriestemningen onsdag med at fejre den svenske Valborg aften. Med nogle rare mennesker, god mad, ild udenfor og svensk mandekor, som loveprisede foråret i flerstemmig sang. Dejligt hedenskabeligt.
... med bløde bananskalotter og salat af spæde blade fra haven. Spist både i går og i forgårs, det er ikke så tit jeg gentager det samme mad to dage i træk. Rester, jo, men det er noget andet... Men kombinationen smagte så godt, at den var stadig helt levende i smagshukommelsen, da jeg skulle finde aftenens post-solskinsdag-i-haven mad.
