Rabarber er endnu en hyldest til foråret, jeg bruger meget af den i sæsonen. De danske rabarber er lige på trapperne, kompotten her er lavet af nogle tyske. Jeg har altid kogte rabarber til kompot, indtil Camilla Plum havde en opskrift i Politikken, hvor hun bagte dem. Da de bagte både smager bedre og er nemmere, har jeg ikke siden kogte mine kompotrabarber.
De rabarber, jeg kunne få, var store og grønne, ikke jordbær- eller vinrabarber, som giver en smukkere lyserød farve. Kompotten skal bruges i en trifli, derfor er der vendt lidt jordbær i for farvens skyld. En ok ting at bruge de sydlandske jordbær til - som ikke smager af rigtige jordbær, men som frister slemt på illusionen.
1 lille bdt. rabarber, ca. 500 g.
2 dl. sukker, evt. mere
1 vanillestang
evt. 250 g. jordbær, vaskede og i kvarte
1. Skær rabarberstilkene ud i centimetertykke skiver. Læg dem i et ikke for tykt lag i et ovnfast fad. Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud i sukkeret. Kom stængerne mellem rabarberne i fadet og drys sukkeret på.
2. Læg et låg af staniol på fadet og bag i ca. 20 minutter ved 180 °C indtil rabarberskiverne er møre. Smag på kompotten - hvis den skal være sødere, skal sukkeret i mens lagen er varme, så det kan opløses.
3. Skal der jordbær i, vendes de i, når kompotten lige er kommet ud af ovnen. Så beholder de form og farve, men får en anden, blødere konsistens end rå. Kompotten kan spises lun eller kold, alene og med fløde, og bruges i diverse desserter. Rigtig godt med hvid chokolade.
English
Ingen kommentarer:
Send en kommentar