søndag den 31. januar 2010
Stegte gnocchi
tirsdag den 26. januar 2010
Gnocchi
Min anke imod dem har været konsistensen, ucharmerende tung og klæg. Som ikke forsvinder selv under rigelig gorgonzolasauce. Disse er lette og delikate.
Fremgangsmåden er Marcella Hazens, min kilde til det italienske næst efter min mor - som ikke mere findes her på jorden og i øvrigt ikke lavede gnocchi. Opskriften er uden æg - hvilket ifølge Marcella gør gnocchi'erne meget lettere og lidt sværere at arbejde med.
1,2 kg. kartofler
2,5 dl. mel
Melet her er hård hvede, den fintmalede 00, men jeg ved ikke om det har en stor betydning. Kartoflerne koges i saltet vand med skræl på. De køles lidt af og pilles mens de er varme.
Rillerne forsvandt helt på de gnocchi, vi stegte. Jeg ved ikke om de skal med næste gang, hvis de skal steges.
Når de skal koges, bringes rigeligt vand, som er godt saltet, i kog. Gnocchi'erne kommes i vandet, ikke flere end de kan ligge i et lag. Når de kommer op til overfladen efter ca. et minut skal de koge 10 sekunder mere og så tages op med hulske.
De dryppes af og lægges på en varm tallerken. Skal de koges i flere omgang, fugtes de med lidt af den sauce, som skal bruges. De holdes varme indtil resten er klare og spises godt varme.
lørdag den 23. januar 2010
Æggeløse gnocchi
Gnocchi plejer jeg at synes er for tunge, men vi fik nogle forleden på Scarpetta, som var stegte... mama!
Ifølge Marcella Hazen er det ægget, der gør dem tunge. Så disse er lavet uden æg, og de var også dejlige lette i aften med gorgonzola- sauce på. I morgen skal der steges.
søndag den 17. januar 2010
Stegt blomkål
Blomkålen skæres i tykke skiver, på ca. halvanden cm. Skiverne steges på mellemvarme i en velsmagende olie, f.eks. rapskimolie. Hvor blød, blomkålen skal være, er en smagssag, jeg kan bedst lide den lige akkurat blød hele vejen igennem - ca. 5 minutter på hver side.
Lige før de er færdige drysses skiverne med salt og friskkværnet peber. Revet parmesan kan også steges med de sidste par minutter. I aftes spiste jeg dem varme, forleden fik de vinagrette på, mens de var varme, og blev spist en time senere ved stuetemperatur.
torsdag den 14. januar 2010
Pomerans-safranlage på torsk stegt i polenta
saften af 1 pomerans
1/6 tsk. safran
1/2 kg. torskefilet, skåret i 2-4 stykker
nogle skefulde minutpolenta
salt og friskkværnet peber
rapskimolie eller smør til at stege i
1. Safranen mases let mellem fingrene. Man kan også pulverisere den, men jeg kan godt lide at kunne se safranpistilerne i den færdige mad. Safranen koges op sammen med pomeranssaften og blandingen reduceres til det halve.
2. Torskestykkerne steges på en varm pande i olie eller smør. Stykkerne vendes i polentaen tilsat salt og peber umiddelbart før stegningen - gøres det før, bliver skorpen ikke så sprød. Fisken steges til lige før den er stivnet hele vejen igennem.
3. Pomerans/safranlagen hældes over den varme fisk og der serveres.
Vinen er spansk Albariño fra Bodegas Fillaboa, 2006. Jeg har glædet mig over den før, både hist og her. Dens oksideret-agtige smag samler pomeransens aromatiske bitterhed op på en raffineret måde.
søndag den 10. januar 2010
Avgolemono sauce
Svinekæber med pomerans blev der en gryde af - også til et par måltider i den kommende uge. Og ægge-citronsauce, som ophøjede en rest braiserede kylling til en utrolig velsmagende frokost. I Grækenland hedder det avgolemono, de andre Middelhavslande har også versioner af den.
Til 1 dl. fond, her er det braiseringsvæsken fra kyllingen, bruges:
1 æggeblomme, pasteuriseret, hvis man er bekymret for salmonella
saften af 1/2 citron
salt og friskkværnet peber
1. Fonden opvarmes. Æggeblomme og citronsaft piskes sammen i en skåle.
2. Når fonden er ved at koge tages den af varmen og citronblandingen piskes i. Det skal gå hurtigt, så ægget ikke stivner helt og bliver til røræg, men i stedet lige begynder at stivne, og bliver til en cremet, ensartet sauce. Æg stivner ved 77°C, så temperaturen skal holdes deromkring. Der smages til med salt og peber.
mandag den 4. januar 2010
Persillesuppe med østers
8 østers
3 dl. fiskefond
1 bdt. persille
1 dl. creme fraiche 38%
25 g. smør
salt og friskkværnet peber
citronsaft
1. Østers åbnes, saften kommes i fiskefonden. Fiskefond og østerssaft varmes op og reduceres til 3 dl.
3. 4 af de 8 østers, creme fraiche og smør tilsættes, og suppen blendes indtil den er glat og ensartet. Den varmes forsigtigt op igen og smages til med evt. salt, peber og citronsaft.
Godt med tynde skiver ristet brød og en ikke alt for let champagne til.
Abonner på:
Opslag (Atom)