Jeg hader øjeblikket, hvor jeg slår hummeren ihjel. Jeg glæder mig meget til at spise den, jeg er på det rene med, at de dyr, jeg spiser, skal dø, for at jeg kan gør det. ...hvis ikke de ligefrem dør i munden på mig som østersene...Så jeg kigger hummeren i øjnene imens, glæder mig over, at den har haft et frit liv i havet og at køkkenet ikke er et Food, Inc. slagtehelvede, hvor den er en ko. Og at jeg kommer til at gør den ære ved at lave den på lækreste måde og spise den med stor fornøjelse. Yeah, right. Væmmeligt.
Googlede først, om der siden sidst er kommet ny viden om, hvordan en hummer lider mindst, mens den slagtes. Nix.Valgte så skære-døden over koge-døden - et hurtigt og præcist snit fra midtpunktet af krydset på bagsiden af hovedet langs linjen hen til mellem øjnene. Det burde betyde øjeblikkelig død, bevægelserne derefter er bare nervetrækninger.
Men den sprællede... meget... længe... hver gang, jeg rørt ved den... længe... Så jeg rigtigt, at halen slå fra, når jeg prøvede at skære i den? Efter den var vredet af kroppen? Waaah... Jeg gik ind og skypede min far for at ønske godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar