Sider

søndag den 28. oktober 2007

Hare

Jeg havde nogle harer med til undervisningen sidst, og vi lavede nogle lækre ting. Desværre glemte jeg kameraet - rigtig ærgerligt, fordi det var et festmåltid. Billedet er herfra, før det hele gik løs. Den nyindkøbte hare - 6 i en kasse hos Kalu, når den ikke lige kunne fås hos jægeren - før den kommer ned og marinere 6-8 timer i kærnemælk. (OBS! bemærk kærnemælksposen - den bliver til kridt, CO2 og vand, når den nedbrydes. Genialt. Mælken er også super. Fra Osted mejeri i Roskilde.)

På programmet var: Gammeldags haresteg - i ovnen overhældt af bechamel. Frøken Jensen, Beagle Juul-Brockdorff og Christensen & Wedderkopp har opskrifter. Stegt ryg med sennepsauce og perleløg. Selleripuré til. Harepølser med tranebærkompot og stegte kantareller til - wow!

Jeg har en hare tilbage, den har nu har taget kærnemælksbad i plastpose natten over. Lidt senere i dag skal den blive til pappardelle med haresauce. Glæder mig, jeg har kun spist denne toskanske/umbriske klassiker, har aldrig selv lavet den.

fredag den 19. oktober 2007

Potatis med egne artiskokker

Der skulle blive frost i aften, så jeg har plukket det sidste i køkkenhaven, der ikke kan tåle den. Bønnerne, de små tomater, rucola'en. De kan komme i den minestrone, jeg startede på i går.

Og så de fine, små artiskokker. Der er to planter, og jeg havde ikke tænkt, at de skulle spises, bare blive til flotte, lilla tidsler. Men nu kommer frosten, og den kan de ikke tåle. Jeg har ladet den største på hver plante sidde, og plukket de små til at spise.

Behørigt frigjort for seje blade mm. simres de hele eller halverede artiskokker i olivenolie, citronsaft, hvidløg, salt og peber. Det tager
ca. 20 minutter, så er de møre. Er man så heldig at have et par kogte, pillede skånske almandine- eller mandelpotatis - som ikke har været på køl - kan de skæres i tern og vendes med artiskokker og dressing.
Gudeføde. Og af egne artiskokker!

Skånske mandelpotatis

Havde en rigtig dejlig 3-dages tur i Skåne. Et helt andet land, kultur, fornemmelse, selvom den bare ligger en halv time væk. Mine tidligere skånske erfaringer er mest fra ophold i ødegård, langt ud på landet.

Også dejligt, men egentlig ikke ret meget med Sverige at gøre. En dansk ting, som man gør i det svenske.
Denne gang kørte vi rundt og udforskede små og store byer, efterårsstrande og gode spisesteder.

Vi kigget forgæves efter vejboder. Jeg vil gerne have nogle af de fine skånske kartoffelsorter - som amandine og mandelpotatis - til at supplere Seiglinde i næste års køkkenhaven. Nu nøjedes vi med nogle fra supermarkedet - de havde faktisk begge sorter - til almindelige spisning.

Købte også en flaske koldpresset
österlensk rapsolie. Den har en lidt kraftigere, mere nødde-agtige smag, end den gode bornholmske, jeg bruger til dagligt.

tirsdag den 16. oktober 2007

Mere mozzarella...

Det er ikke så længe siden, jeg spiste bagte figner med mozzarella til morgenmad, en dag jeg ikke havde min sædvanlige græske yoghurt i huset. Forleden fik samme kombination nogle ordentlige kværn sort peber på, og blev til en super dessert.

Efterret er måske et bedre ord, det er ikke særlig sødt. De 8 figner er bagt med 1,5 spsk. rørsukker, en god sjat hvidvin og et par spiseskeer rosmarinsirup, som jeg har stående i køleskabet fra en anden gang. Sirup'en er en slags gastrik. Er genial, og består af

1 dl. hvidvin
1 dl. rørsukker
1/2 dl. balsamico
nogle kviste rosmarin og
10 peberkorn

Det hele koges sammen ind til der kun er ca. en trediedel, og den blevet lidt sirupsagtig. Sies før brug, og kan gemmes mindst en måned på køl.

Opskriften har jeg oprindeligt fra Kille Ennas dejlige 'Mit solskinskøkken'. Sirup'en er også super til jordbær og til at dryppe på grillede figner serveret med Parma skinke.

søndag den 14. oktober 2007

Helt enkelt

Der var lidt frost i nat, lige nok til at squashplanternes store blade er klaskede sammen og at bønneplanterne ser lidende ud. Årets rytme mærkes så tydeligt om efteråret, jeg får lyst til at mæske mig i overfloden - plukke æbler og nødder, spise fasaner og kvæder og Karl Johansvampe.

Især på en skøn dag som i dag, med sol og højt til loftet. Frokosten udenfor var helt, helt enkelt. Nogle af de sidste cherrytomater og basilikum fra drivhuset. Bøffelmælksmozzarella. Flagesalt, lidt friskkværnet sort peber og nogle generøse dryp god jomfruolivenolie.

Det er ikke opfindsomt. Bare godt. Godt fordi alt det, det er lavet af, smager godt. Tomaterne er rigtige søde, bøffel-mozzarella'en er cremet med en smule behagelig syrlighed. Ok olie. Frisk basilikum. Frisk peber.

tirsdag den 2. oktober 2007

Aubergine på toast

I søndags lavede jeg auberginepuré. Bagte en hel, flot, rund aubergine i halvanden time ved 150°C, indtil den var blød hele vejen igennem. Puréen blev helt enkelt, eneste ingrediens var auberginekødet, skrabet fra skindet og moset lidt med en gaffel. Vi spiste den på ristet brød, dryppet med koldpresset rapsolie, salt og et par store kværn peber. Den var fin, en af flere småretter - med hakket kyllinglever og en ragout af fasanlår og Karl-Johansvampe - som vi fik til frokost.

En rest spiste jeg her til aften, også på ristet brød med olie, salt og peber - sikke en smag! Jeg er opdraget med, at retter med aubergine smager meget bedre efter et par dage. At det også gælder, når auberginen er alene... wow. En lille-, nærmest mikrodetalje, men en kæmpe forskel i smagen.