En af dem, der er næsten en fornærmelse af jer, mine søde læsere, at kalde en opskrift. Og efter
al snakken om, at suppen skabes af sin
topping... er den helt bar. Den kommer nok et trin op ad den kulinariske stige, hvis man bruger friske, modne tomater lige plukkede i en have i Toscana. Men denne er lavet af dåsetomater og smager skønt.
Den er hurtig, nem og billig. Eks-bonus-børnebørnene spiste flere portioner sidst, de var her, og jeg måtte lave den igen ugen efter, da jeg savnede smagen. Til 6 bruges cirka:
3 dåser af dine bedste dåsetomater
2-3 spsk. af din bedste karry
et par spsk. neutral oile eller smør
2 spsk hele, gule sennepsfrø
1 helt løg, pillet
salt
2-4 tsk. rørsukker
1-2 dl. fløde
1. Smørret smeltes/olien varmes op i en gryde. Karry'en og de gule sennepsfrø svitses et lille minut i fedtstoffet. Tomater, løg, salt og sukker kommes i.
2. Suppen simres i en lille halv time og smages til. Sukkeret tager noget af den sure smag, der ofte er med kedelige dåsetomater, så der bruges mindre, når de er gode. Måske skal der noget vand i.
3. Løget tages op og suppen blendes, nemt med en stavblender ned i gryden. Fløden kommes i, suppen varmes igennem - nu må den ikke koge - og den smages til igen. Som så meget andet sammenkogt smager den endnu bedre i dagene efter.
Noget helt andet og en gammel nyhed - jeg glæder jeg mig til at følge eksperimenterne med produktion af dansk foie gras oppe ved Limfjorden, som Dyrenes Beskyttelse skal kunne godkende.