Vi spiste andebryststeg på blodappelsiner og tørrede Karl-Johaner i søndags. Grundlaget for et par dages fast food siden. Andesuppe i går:
1) Skroget koges med det kød, der er på, og grønsager til fonden: en lille gulerod, 1/2 løg, lidt porre, en gren timian (virkelig en god ting i andesuppe), lidt bladselleri, persille, laurbærblad og sort peber. En time til halvanden med låg på. Det var søndag aften, så kom suppen i køleskab.
2) Suppen er nemmest at affedte, mens den er kold. Sies og koges op igen med julienne (tynde tændstikker) af 1/2 gulerod. Når de er næsten møre tilsættes 10-15 cm. porregrønt - også i julienne - lidt bladselleri, nogle tynde skiver af den lille rest andekød - som ikke er kogt - og salt. Et par minutter gør porrerne lige netop møre og smukt grønne. Det tager 1/2 time, højst. Fillaboas Albariño i glasset.
I aften er det så det sidste lille stykke andekød med skind på, stegt sprødt i ovnen. Med appelsin rester, resten af sødkartoffelmosen og noget julesalat braiseret i lidt smør med en smule sukker.
20 minutter. Der er noget selv-importeret Rasteau åben med vakumlukker, som var god i søndags, den kan nok lige klare sig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar