Jeg arvede nogle frosne kæmperejer i eftermiddags. Haven er fuld af selvsåede koriander, og oveni var der lysten til at åbne en flaske af den gode Viognier fra Argentina - prima til de orientalske tilberedninger. 30 rejer kom i et ildfast fad og blev overhældt med en marinerede af:
saften af 1/2 lime
lidt finthakket chili
en lille håndfuld frisk koriander, hakket
lidt salt
2 spsk. jordnøddeolie
1 spsk. fiskesauce
1 lille fed hvidløg, presset
Mens rejerne lå i marinaden, kogte jeg jasminris og lynstegte en store håndfuld sukkerærter. Ærterne er købt ved den flotte, nye gårdbutik hos min lokale øko-gård, Stengården. Til sidst kom rejefadet under ovnens grillelement i 6 minutter.
Rejerne lugtede fantastisk, hvilke gjorde det svært at koncentrere mig om at fotografere. De smagte også skønt, også ærterne, og vinen passede perfekt til. Der var en rest jordbærtrifli fra forleden til dessert. Jeg bliver begejstret over at samle et måltid, jeg bliver så tilfreds af, så hurtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar