Sider

søndag den 1. november 2009

Forråd

Jeg kan tit lide at lave forråd i weekenden. Gode basisting, som kan bruges til at lave mad med super smag og mange grønsager, når energien er brugt på andet resten af ugen.

Langtidsstegt marokkansk lammebov, hvidvinsbraiseret hane, evigheds-lammetagine... Denne gang en gryde kogte hvide bønner. Det tager to dage:

250 g. små hvide bønner skylles og sættes i blød natten over. Næste dag - eller dagen efter, hvis bønnerne kommes i køleskabet - koges de.

Iblødesætningsvandet hældes fra, og bønnerne skylles et par gange. Op i en gryde med dem med salt, peber og nogle suppeurter, f.eks:

1 stor gulerod
1 løg med en nellike stukket i
1/2 porre
krydderbuket af en stor håndfuld persille, selleriblade, frisk timian og laurbærblad
1 fed hvidløg

Bønnerne simres langsomt møre på lav varme, ca. 1 1/2 time.


Så er der forråd... Starten til en minestrone. Til hvid bønnepuré. Eller hvid bønnesuppe med en sjat fløde og stegt bacon og porre som topping. Nemme ting.

Og så dukker der flygtige billeder af cassoulet op på den indre horisont. Langtidsbraiserede bønner med en lille, gylden skorpe. Confiterede andelår og hjemmelavede pølser i. Gemmerne rummer begge dele... til hvis ugen får en dag, hvor der skal laves mere end bare det enkleste.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvad med en post, hvor du nævner alle typer af forråd som du laver i weekenden? Det vil give rigtig meget inspiration, i hvert fald til mig så jeg får et lidt større element af planlægning i mine madrutiner.

Spændende blog i øvrigt, den er add'et ;)

kimmm sagde ...

Hej Philip
Ja, jeg vil også gerne skrive mere om forråd og hvordan det bruges i løbet af ugen, det giver mange gode måltider, uden at mad er et stort projekt hver dag. Har bare ikke fundet en god form endnu... nogle ideer?
Dejligt du synes bloggen er spændende!
hilsen Kim

Anonym sagde ...

Hmm hvad med at opdele det i f.eks.

Fonder
Diverse confiterede sager?