Hmm... et døgn med 3 madbegivenheder, som nok vækker min interesse, men rører mig ikke helt i madhjertet. Helvedes køkken - jeg var en af madbloggerne, som tog imod invitationen til at agere publikum på premiere aftenen på TV2s Gorden-Ramsey-look-alike madshow.
Sjovt at møde andre bloggere. Underholdende at se på programmet i aftes, hvordan en stribe ret udramatiske timer kan klippes sammen til noget med liv-eller-død stemning. Og kedeligt at skulle gå fra den 'lukkede' restaurant uden den foie gras, due og chokodessert, som jeg havde glædede mig til.
Bare så os hjemme i sofaerne kan få lidt spænding...
Vi søgte trøst ved nogle øko-hottere og verdens bedste choklademælk på Nimbs pølsebar.
Stjernerne fra Michelin er også landet i dag. Det gør mig glad, at der arbejdes så hårdt på at skabe top gastronomi her i landet. Og at det bliver belønnet i dette system over systemer. Men alligevel.... Michelin-måltider hører til et par af mine bedste - og nogle af de kedeligste.
Det rører mig mere, at Christian Pugliesi snart åbner sin restaurant Relæ med uhøjtidelig topsmag i Jægersborggade.
Sidst modtog jeg en bog i dag fra FDB. Efter en venlig mail, om hvorvidt jeg var interesseret at få den sendt. Glæden kommer over at Morten, derindefra, virker til at synes, at der kunne komme noget godt ud af, at lade en blogger læse bogen. Modsat TV2... som... øh...
Selve bogen får ikke mit hjerte, jeg bliver bare mest træt af den smilende sundhed. Men jeg glæder mig til at læse den rigtigt, og bl.a. få (flere) ord på, hvad det er med vores måde at tænke sundhed på for tiden, som rubs me the wrong way - og som jeg er ret sikker på ikke er særlig sund.
Jeg har skrevet om det før, jeg får et kick i urfornemmelserne af, at tilberede hele dyr. Også de små. Denne gang er det kammuslinger.
Min 15 årige eks-pap-barnebarn-nu-ung-kvinde-som-jeg-holder-meget-af rensede dyrene. For første gang, men hun er skrap, og de blev lige som de skulle være. Som ægte nose-to-tail-ere brugte vi alt det spiselige.
6 af de dybe underskaller blev renset til at gratinere i. Selve musklen - det runde, hvide stykke kød midt i al snasket - blev gratinerede i skallerne til forret efter sædvanlige opskrift. Ret 60'er, kitch. Lækker.6 af korallerne - den hvide og orange rogn ved siden af musklen - blev gratinerede med.
Barderne - skægget - de tynde, hvidlige kødlæber i kanten rundt om muskel og koral - blev renset grundigt og kogt til fond:
barder fra 9 kammuslinger og
et lille glas vand
... koges ca. 20 minutter på helt lav varme. Fonden sies, evt. gennem et stykke ostelærred, hvis der er sand i.
Der er ca. halvanden dl. fond, som venter nu i fryseren indtil den skal bruges - f.eks. til en afsindig lækker luksusforret med rom, sorte trøfler og mælkeskum. Fra Anne Sophie Pic, som udover at lave ret interessant mad, er den første franske kvinde i 50 år med 3 Michelinstjerner.
De sidste 3 koraller kogte med barderne i 5 minutter. Så blev de taget op og kom i køleskabet... 
...indtil næste dag, hvor de blev skåret i tykke skiver og stegt i halvt smør, halv rapskimolie. Med nogle friskrevne brødkrummer og salt og peber.
Serveret til en lille søndagsfrokost med ristet brød, nogle dryp lime og et glas hvid Bourgogne tilovers fra lørdagens gæstebud. Helt enkelt. Bliver ikke meget bedre.
Jeg er rigtig træt. Og rigtig glad. Meget kunne have virket bedre... der kunne have været flere mennesker.... men det, der faktisk skete blandt de gæster og personaler, der kom til vores temadage, havde en høj kvalitet. Og så er jeg solgt.Der var så mange, der kom forbi og spurgte, kommenterede, smagte på køkkenets mad. De foredragsholdere, vi inviterede, har været så inspirerende at høre på, det bliver ikke svært igen at tro på, at vores ældremad faktisk kan blive rigtig god. Om nogle år, bevares. Men da... Men det var især de snakke, vi havde, på tværs af de forskellige faggrupper, der har med maden at gøre. Opgaven er så svært at føle sig sammen om. Kommunikationen vikler sig ind i de mærkeligste, ukonstruktive baner. Med projektlederen her midt i orkanens øje, noget af det sværeste, jeg har været med til i mit ellers brogede, professionelle liv.
Jeg er ret træt, og samtidig fuld af energi og forventning. De gode løsninger er pissebesværlige - og måske inden for rækkevidden. Det holder mig til ilden, giver lyst til mere, klogere er jeg ikke blevet i min høje alder. Vist et privilegium.
Brandmandens natmad, installatørens-, rejer lagt så fint med hovederne den samme vej, Maries mad og Alexandras. Hjemmerøget laks, hellefisk og kartofler, tangkaviar, kvali råvarer og mange år i front med en dansk klassiker, som er blevet moderne igen.
Smørrebrødets grand dame, Ida Davidsen, var forbi i tirsdags og fortælle og vise prøver af sit smukke håndværk.
Det var som del af nogle temadage på arbejdet. Om at mange ældre ikke vejer nok, og om hvordan man får sine kalorier, når appetitten er lille. Det gør man nemlig ved at spise mere af alt det, vi andre skal spise mindre af.
Mere fedt (rigtig meget...) og protein, færre grønsager og mindre fiber. Gerne lækkert og appetitligt, så det frister til, at spise bare et par bidder mere af de gode sager.
Her er smørredbrød en super løsning: et lille, tyndt stykke brød, masser af pålæg og godt med hjemmerørt mayo og andet pynt. Vend proportionerne om og madderne er til os andre, som ikke skal have alle de kilo på. Som Marie-maden på billedet:
...lyst brød med papirtynde skiver hjemmerøget hellefisk nederste. Kogte grønne asparges lagt smukt på. En stribe røræg med trøffel på langs. Lakserogn - her lavet af tang - på æggene og tangsalat ovenpå dem.
Efter foredraget var der 10 smukke madder til folket. Vi var mange, der fik en smagsprøve, vores gravide kollega, en store madøre, fik lov at starte.
Sol og en fantastisk dag, de voksne havde bestemte, at børnene skulle være ude og lege. Det kom de også, vist en times tid, men det blev os, der var ude i timevis. Ansigterne mod solen, liggestole, læ og lidt rest-sne, visions of Alperne danced in our heads...Luksusfølelsen blev fuldendt med stenbiderrogn til udefrokost. Den er stadig grumt dyr, burde have været nede i pris på dette tidspunkt. Også her har kulden været. Fiskehandleren tror ikke den når at komme meget mere ned, før sæsonen er slut i april. Så det kunne lige så godt blive nu. Selv-renset og helt enkelt, pr. person i rækkefølgen nedefra:et tyndt skive af Van Hauns let syrlige, øko, fransk-bondebrød, ristetca. 80 g. renset stenbiderrognet skvat citronsaft
en knips flagesalt
et par skiver avocado
en klat 38% creme fraiche
finthakkede rødløg
friskkværnet peber
Mums. Med vennner, som har en talent for at skabe små lommer af nydelse. Hun fandt en flaske Simonsig Kaapse Vonkel 2006, sydafrikanske bobler lavet på champagnemetode, frem. Vist købt som en sidste flaske hos Frederiksberg Vinhandel, det ser ud til, at Vinoble også har den.
Luksus at drikke bobler til rogn-madder der i solen. En delikat ledsager, som ikke overdøver rognens blid fiskesmag/lugt, og samtidig har nok syre til citron og creme fraiche. Virkelig nydelse. Et udslag af vores kolossale forårshumør måske, selv peberet fandt en tone, der kunne matche.
Bare at sige det fik min italienske vinhandler til at hæve øjenbryn og kigge på mig med slet skjult små-hån. Men om vinteren lavede min mor vinterpesto - med persille i stedet for basilikum. Nej, det er ikke det samme. Jo, det smager godt.
Den er uden rigtig pestos forførende basilikum lugt, men passer godt til de kolde vintermåneder med sin mere dæmpede smag.
Afgrænset og introvert, det er noget helt andet - lige det, der skal spises, mens man er i vinterhi. Til 15 bruges:
200 g. persille2 dl. majsolie
1,2 dl. jomfruolivenolie2 dl. pinjekerner1/2 fed hvidløg salt
2 dl. friskrevet Parmesanost
1. Persillen vaskes grundigt og tørres. Pinjekernerne ristes let på en tør pande - pas på, de indeholder meget olie og brænder hurtige på. Hvidløget hakkes fint.
2. Persille, olierne, de ristede pinjekerner, hvidløg og salt blendes til en lind pasta. Osten vendes i og saucen smages til.
Pesto'en kan bruges på pasta og er en åbenbaring på hjemmelavede gnocchi.
Den er i plasticflaske, så den kan squirtes på alt muligt i det daglige: sandwich, stegt kød, kogt grønsager og salater. Her på portobello svampe, som skal ovngrilles med Parmesan på. Det betaler sig at lave en stor portion, pesto'en kan gemmes et par uger på køl.
Foråret vælter frem, der er små blomster allevegne. Jeg var færdig med vinteren, men alligevel vågner jeg let overrasket om morgenen over, at det allerede er lyst. 
Der er spæde ramsløg i skoven. Smagen er super stærk, al kraft er koncentreret i de bitte skud. I går fik vi dem klippet over en skåle rigtig, rød vinterminestrone.
I aften vendt i lynstegt kylling, shitakesvampe og pak choy. 
Svampene og den kinesiske kål er en rest efter lørdagens foto shoot, med en del lækkert grej og godt og kyndigt selskab. Billederne skal bruges til de næste par artikler til Økologisk Landforenings blad. Fornøjeligt. 
