Dagen efter Jonas non-firmation lavede min søster, Alison, en fantastisk spinatsalat med rødløg, blåskimmelost vinagrette og karameliserede valnødder. Måske var det feststemningen - det meste af familien fra USA var her og vi var i højt humør - men jeg husker salaten stadig 14 år efter som en stor oplevelse.
Til en frokostsalat til 2 bruges
200-300 g. frisk spinat - jeg brugte en baby salatblanding i går, 'voksen' spinat havde været meget bedre
1 rødløg i papirtynde både eller ringe
Dressing laves ved at blande
75 g. blåskimmelost, mild eller skarp efter smag, f.eks. Roquefort, St. Agur, sort Castello, mast med en gaffel
3 spsk. oliven- eller rapskimolie
1-2 spsk. eddike med rund smag, f.eks. en balsamico eller Meyers kirsebæreddike
og salt og friskkværnet peber
Til valnødderne bruges:
et par håndfulde valnøddekerner
3 spsk. rørsukker
1 spsk. smør
Valnødderne laves som brunede kartofler. Sukkeret smeltes over mellemhøj varme. Når det bliver let brunt i farven smeltes smørret i. Når smørret er holdt op med at bruse, skylles valnøddekernerne - så de er lidt våde - og så kommes på panden og røres et par minutter ved sukkeret.
Spinaten vaskes - grundigt, hvis den har vokset i sand - og vendes med rødløg, dressing og de lidt afkølede karameliserede valnødder. Husk at smag til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar