Sider

søndag den 22. februar 2009

Citronfromage

Må rå-bruge citrusfrugterne, mens de er her. Inden man bliver nødt til at klare sig med rabarber og jordbær. Hind-, sol- og stikkelsbær. Moreller. En enkelt abrikos fra Ardeche. Sveskeblommer.

Citronfromage er værdig til opgaven. Prøvede den i dag uden den flødeskum, jeg plejer at komme i, brugte kun flødeskum til pynt. Der var lidt for meget citron i, ellers var vi enige om, at den smagte godt. Lars tror slet ikke hans forældre kommer fløde i deres...

Den kvikke læser vil se at fløden i billedet er 13%. En fejl, jeg så mig bare ikke for, da jeg købte den. Og el-piskeren gik i stå i starten, så det hele er pisket med en kærlig hånd. Ak. Til 4 ikke for store og 4 mini portioner bruges:

2,5 blade husblas á ca. 20 x 8 cm.
4 æggeblommer*
1 dl. rørsukker
saft af 2 - 3 citroner
1 spsk. revet citronskal
4 æggehvider*
2 dl. piskefløde
1. Opblød husblasen i koldt vand.

2. Rør æggeblommer og sukker godt sammen. Tilsæt citronskal og det halve af citronsaften.

3. Tag husblasen op med det vand, der hænger ved, og smelt den i en lille gryde over meget lav varme - evt. vandbad. Rør i gryden med en finger - så bliver husblasen varm nok til at blive trævlet.

4. Afkøl husblasen med resten af citronsaften. Hæld blandingen i æg/sukkermassen, mens der røres. Stil skålen kolig.
4. Pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt i husblasblandingen. Fordel fromagen i portionsskåle, som stilles koldt. Fromagen er klar til at spise om en time. Lige før serveringen piskes fløden. Kom den ovenpå fromagerne og pynt evt. med syltet citronskal.

Man kan også piske endnu 2 dl. fløde og vende den i fromagen før æggehviderne.

*Efterhånden bruger jeg mest friske, upasteuriserede øko æg, når jeg laver noget med rå æg til mig selv - og stadig pasteuriserede, når andre spiser med.

2 kommentarer:

Mikael sagde ...

Er der en dessertvin der går godt til citronfromage?

kimmm sagde ...

Hej Michael

Hvis der er fløde i er det ikke så krævende - en lidt frisk dessertvin gør det. En italiensk Malvasia (perlende) eller en god tysk Auslese eller Beerenauslese på Gewürtztraminer eller Riesling.

Uden flødeskum er det mere krævende... jeg har gode erfaringer med Beerenauslese på druen Scheuraube til citrusdesserter. Druen indeholder meget syre, og er vinen stadig ung, er syren endnu ikke mildnet.

Håber du kan bruge det. Fortæl gerne, hvis du finder på andet der virker... God fornøjelse!

mange hilsener Kim