Havtorn himmel

Der var måske 20 tragtkantareller på mit nye, hemmelige tragtkantarel sted. 20...! grrr... Vi fik lidt andet småt i kurven, lige nok til en svampemad til alle, mens vi lavede mad. Lavet som sædvanligt. Skovsyre var der masser af, den blev madderne pyntede med, i stedet for den dryp citronsaft, saucen plejer at få, for ikke at blive for vammel.

Som trøst tog vi til stranden, hvor vi havde hørt, at der var mængder af havtorn. Lykke! der var der store krat af de tornede buske. 

Det er slut på sæsonen, det var lidt svært at finde hele grene uden nogen bær, der ikke var overmodne. Men i de mængder.... vi kom hjem med nogle fine hatfulde af de sur-bitre orange bær. Nok til både havtorncreme til vandbakkelser, havtornhollandaise, blød havtorntrøffel i chokolademuffins, havtorncoulis og -eddike...

 

Havtorn høstes ved at klippe hele grene af buskene. Jeg har haft svært ved at tro, at det kunne passe, det er det modsatte af den nænsomhed, jeg er opdraget med, som samler i naturen. Men efter at have hørte det fra flere samlere, sidst ved Torvehallerne af damen fra samlerfirmaet Vildnis - hvis stade er nu lukket for vinteren - gik vi i gang med rosensaksen.

Alt andet er også umuligt, bærrene sidder for godt fast på grenene til f.eks. at skubbe dem af med en gaffel. Nu ligger grenene i fryseren, klar til at blive ribbet for bær en af de næste dage. Jeg har ikke gjort det før, men mon ikke gaflen er det rigtige redskab? Nogen, der har prøvet?

Fedtafgiften er en skændsel

Jeg har sagt det før, hvor er det dumt, at dæmonisere enkelte elementer i maden, når man gerne vil forstå, hvordan man kan spise mere sundt! 

At reducere et komplekst felt til noget utåleligt oversimpelt, som går en lang bue udenom meget vigtigere problemer i forhold til vores sundhed - som en industri, som lever af og desperat markedsfører spiseligt junk, som ingen - INGEN - har behov for. Og den manglende viden og erfaring - mad-dannelse? - der gør, at velmenende mennesker vitterlig tror, at e-nr.-pakkede light produkter er sundere end det, man laver af fløde fra en ko... Det gør ondt at se på.  

Nu med officielt opbakning, i folkesundhedens navn. Fucking hell. Det er ikke bar trist og madkulturforarmende, det er en skændsel! 

Æblets dag

Æblemos kogt på skind og kernehuse og en enkelt selleri/æble råkost til porterbraiserede svinekæber. Branmuffins med æbler og valnødder. Smagsprøverne til i morgen er ved at være klare.

Anledningen er Æblets dag, en æblefest med alvor bag, arrangeret af Forbrugerrådet, Slow Food, herunder yours truly, og Praktisk Økologi. Der sker en masse, programmet kan ses her. Måske får vi også svar på, hvorfor vi køber flere og flere udenlandske 'konceptæbler' - som Pink Lady - og spiser færre af de lækre æbler, vi har på træerne her i landet.

Min kompis i smagsboden er Carsten Lunding, som kommer med smagsprøver af æblegravet laks med peberrod og trifli af æble og hjemmebagt makroner. Pometet bestemmer folks medbragte æbler, der er prøver på forskellige spiseæbler, et mosteri og taler i fest og alvor. Det hele foregår i og omkring Cafe Væksthuset på LIFE i morgen fra 11 - 15. Vi ses, måske...

Tablehopping in New York

I'm surrounded... so I'm hopping out of Danish and into English. This trip is so short! I'm usually here for at least a couple of weeks. Condensing is the modus operandi, half-filled containers are no option. After days of rediscovering grade school friends - and surprisingly having a great time with all the 'kids' I never knew - and visiting family and friends in and out of town, I'm pleasantly overstimulated.

From table to table... condensed. There's usually enough time for a walk around some block before sitting down again. From farmer's market to farmer's market...

Heirloom tomatoes and plums from the Union Square market and a tasty and succulent free-range Rock Cornish game hen from the smaller Sunday market in Stuyvesant Town - the entrance is from Ave A or B on 14th St. if you're in the area.

Apple cider, the freshly pressed, dark, unfiltered juice of apples, that's just different from the otherwise great most, we have in Denmark... Everything's local, organic, hand-made, grass-fed etc. etc.

My high quality baker-sister in Ithaca - where a lot of the New York vendors are from - sells at her farmer's market on the weekend. But now it's Tuesday, so we're just customers stocking up for dinner.

The sweetest corn, prima local cheese, rainbow chard and succulent pork chops. Organic, free-range, heirloom, bla bla bla...

Uh huh, I know that consumption of industrial, corn syrup sweetened junk food is on the rise and that there's still a loooong way to go before we have a majority of food systems that are really sustainable for the planet and it's creatures. But it warms my slow food heart, that it's so much easier to eat this way, than it was 30 years ago.

- Posted using BlogPress from my iPad

Højt at...

For en gangs skyld huskede jeg at købe noget med at spise til flyveren, hvor discount-billetten ikke inkluderer et lille on-board måltid. Et egentligt passagervenligt tiltag - den manglende forplejning - 'madens' sædvanlige kvalitet taget i betragtning.

Sidder nu langt op i luften på vej til Island og så til New York og nyder en papkop kaffe, som er skam Iceland Express egen (via Starbucks) og slet ikke værst. Jeg er lidt fan af flyselskabet - udover de billige billetter har de en menneskelig, lidt cool tone, som tager det værste af den dødhed, som plejer at være en del af at færdes i fly og lufthavne.

Kartoffelkagen er Lagkagehusets værk. Christianshavns gamle kvali-bager er ellers faldet utilgiveligt meget af på den, siden de gik i ekspansion-mode for et par år siden. Kagen er ok, men er desværre ikke et overbevisende argument for at begynde at bruge bageren igen. Ak.

Og nu skal jeg på newyorker-smut. Efter folkeskolejubilæum, familiebesøg og den madinspiration, som plejer at følge med, når jeg er på de kanter. Glæder mig.

using BlogPress from my iPad

Bådflytning

Jeg kan vist ikke andet end at acceptere det... jeg holder bloggepause. Hmm... En grund er at jeg har brugt de sidste mange uger til at sælge hus og så tømme det og flytte til en båd midt i København. Lidt for meget og lidt for hårdt.

Men båden er en meget skøn båd i København, så når det hele vejes op føler jeg mig alligevel dybt priviligeret. Hulen er i et stille hjørne af byen med nogle få minutter til hektisk liv, et smukt udsigt og på evigt skiftende vand. Vinkende havnerundfartsgaster. Her kan min mini-krukkekrydderurtehave på kajen vist udbygges til en rigtig urban garden til foråret, med rabarber, et dværgæbletræ, multifarvede bladbeder og kravlende græskarplanter.

 En anden grund er at maden ikke har været så nyskabende. Der har været en del æg... 

med svampe...

...og i kokotte. Ellers har jeg plukket noget i haven og lavet det enkelt. 

Dampede bønner dryppet med olivenolie og lidt salt...

Squash fra de utrættelige planter på pande, i dampgryde, på salat...

Hestebønner, med skinkeender og i suppe, som jeg har vist skrevet om både hid og did og her og der.

Men det er ikke bare det. Jeg vil noget andet, og jeg ved ikke, hvad det er. Det er garanteret godt nok, et tegn på liv og udvikling. Måske skulle jeg nyde det, mens det er der. Måske skulle jeg skrive mig igennem, som en af mine kloge bloggekolleger sagde i weekenden. Det kan være.

Eddikemor fra Bourgogne

Ooy, der er gået så lang tid siden sidste post! Sommeren har virkelig været bloggeløs i år. Mens jeg ikke har blogget er huset endeligt blevet solgt - til en hel del mindre end jeg skylder, grrr. Det er en stor lettelse alligevel. 

Vi nåede også i sidste øjeblik at finde et home exchange i Frankrig, så en større planlagt familieferie blev til noget. Søster, nevø og bedstemor fra NYC, søn, svigerdatter og deres børn, svigerdatterens søstre og endnu en baby. I et skønt, kæmpe stenhus lidt nord for Dijon. 

Dagene blev noget anderledes, end jeg havde forestillet mig inden. Vejret sætte grænser for fantasierne om at bruge timer ved poolen under en elegant, bredskygget stråhat og jeg fik spist færre franske delikatesser, end jeg er vant til, når jeg er på de kanter. Men... alt skal begynde et sted. Og så fik jeg en eddikemor med hjem, den leverlignende klump på billedet ovenfor.

Den fik jeg af Frederique, en veninde af huset, som sammen med sin mand laver en stor del af det, de spiser selv. Herunder eddike. 

Jeg plejer at have en eddikekrukke stående, men havde renset den inden jeg tog afsted, da jeg synes den havde udviklet en lille bi-lugt. Den var hellere ikke startet med en eddikemor, rødvinen blev bare tilsat noget færdig eddike. Måske var kulturen i den ikke så god...? 

I hvert fald står der nu en hårdtarbejdende burgundisk eddikemor i en krukke rødvinsrester på køkkenbordet, resultatet glæder jeg mig til bruge om nogle måneder.