Det er godt for produktiviteten at spise lækker frokost ude i den lave efterårssol på en hjemmearbejdsdag. Jeg har længe haft lyst til at prøve denne cassoulet variation. Cassoulet er en smagfuld, bastant, langtidsbagt klassiker fra det sydfranske landkøkken. Lavet almindeligvis med hvide bønner, og med forskellige former for kød efter hvilke region, man kommer fra.
Opskriften - som jeg poster i morgen - er Paula Wolferts gengivelse af en opskrift af sydfranske mesterkok, André Daugin. Den laves med friske hestebønner og confiteret andelår. Hestebønner - mine elskede favas - er noget lettere og smager anderledes end de hvide bønner, retten normalt laves af. Jeg har meget at sige om både Paula Wolfert, André Daugin, favas, confiteret andelår og cassoulet, det kommer nok en gang...
Frokosten her er et godt eksempel på, hvordan man kan spise virkelig delikate måltider, uden at lave mad hele tiden. Cassoulet'en er en rest fra forleden og smager endnu bedre nu, efter et par dage. Artiskokken er også en rest - 2 af de unger, jeg havde på besøg forleden, syntes den var for besværlig en måde at få sin mad på. Melonen er sød og saftig, og gedeosten skal bare tages ud af køleskabet en lille time før den spises. Vinen - en Cahors 2000 fra Ch. La Cousterelle - har kunne tåle at stå åbnet i køleskabet i 2 dage. Måltidet er færdigt i de 10 minutter, det tager, at varme cassoulet resten op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar