Sider

torsdag den 5. april 2007

Lammenyre med løg og tomat

Lynhurtigt og skønt, når man kan lide den slags. De lå helt frisk i disken hos vores gode lokale halalslagter, alt andet lam var udsolgt. Den ti'er jeg gav for dem sikrer dem plads på listen over billige ingredienser, som man kan lave super mad af - sammen med kyllingelever, andekråser og hele krabber.

Den tynde hinde omkring nyrene pilles af, nyrene skæres over og den hvide fedtklump midt i skæres fra. Nyrene skæres i mundrette stykker. Et hakket skalotteløg steges blødt i smør og nyrestykkerne vendes i. Et halv glas vand, en halv teske tomatpure, salt og peber kommes i gryden og nyrene braiseres på laveste varme i ca. 10 minutter. De skal stadig være rosa indeni, får de for meget bliver de kedelige stive og gummiagtige. Et super lille måltid sammen med ovnstegte
portobello'er, snitbønner med skinke og noget godt brød.

Med en dagen-efter rest af den skønne Saint Aubin i glasset - nu ikke forførende, men stadig med en fin smag, samt syre og krop nok til tomater og indmad-kraft.

Ingen kommentarer: