En emigreret Key Lime Pie i mini-format. Kombinationen af fyldets syrlighed og den sprøde, søde kiksebund rammer min søde tand lige i øjet. Til 12 mini-tærter eller 1 tærte bruges:
Graham cracker crust af 10 digestive kiks
1,2 dl. friskpresset limesaft (fra 3 - 4 limes)
1,5 spsk. revet limeskal
4 æggeblommer
1 dåse (375 g.) ‘condensed milk’
1. Sæt ovnen på 150°C.
2. Lav dejen til graham cracker crust. Fordel den i 12 miniforme eller en tærteforme. Bruges papirskapsler i formene går de små tærter ikke så nemt i stykker. Pres dejen ned i formene, også op af siderne - det er nemt at gøre med glasrøret fra en vanillebønne. Bag tærtebundene i 10 minutter - en almindelig tærte i 15 - indtil de har fået lidt farve. Tag ud af ovnen, afkøl.
3. Riv imens skallen af de hele limefrugter. Pres derefter saften ud af dem. Pisk æggeblommer med den revet limeskal indtil blandingen er lys. Det tager ca. 2 minutter. Tilsæt mælk og limesaft og lad blandingen stå indtil den tykner lidt.
4. Fordel saftblandingen i de bagte tærtebunde og bag i ca. 10 min. indtil fyldet har sat sig, men bevæger sig stadigt lidt i midten, når man ryster formen. En stør tærte skal have cirka 15 minutter. Køl tærtene godt igennem før den spises. Servér som de er eller med flødeskum eller meringues.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar