Velkommen igen! Pausen blev længere end jeg troede, de sidste dage fordi jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal starte igen. Jeg føler mig lidt kejtet, som nybegynder.
Jeg arbejder også på nyt design og platform til bloggen - rigtig spændende... og langsomt. Imens begynder ideer og billeder at trænge sig på, så jeg bider i de sure druer - som ude i drivhuset er næsten klare til at presses til verjus, umoden druesaft - og skriver videre i det 'gamle' lidt endnu.
Blandt andet om, hvor udsøgt en fornøjelse, det er, at spise en enkel grøn salat lavet af helt frisk salat, agurker og løg. Det er næsten for banalt til at skrive - men vigtigt, så jeg gør det alligevel! - men bare den bløde, nyplukkede salat er noget helt andet, end salat, der har ligget på køl i flere dage.
Denne er købt ved mit lokale staldørs-økosted, Stengården. Jeg ved godt, at dags-plukkede grønsager ikke kan skaffes allevegne, men måske er det noget, man kan punke sin lokale supermarked til at begynde at føre. Og få held med i længden. Ellers finde en staldørssalg, som ikke er for langt væk, eller være så heldig at bo i nærheden af Din Baghave - ny grønsagsbutik med frisk, lokalt grønt på Østerbro. Hvis man nu ikke har dem i sin have...
Der er meget, som de 'ældre' grønsager er fine til. Men smagen og konsistensen af dagsfriske grønsager er en sommeroplevelse af de store. Find dem nu, nu, nu... før sommeren er forbi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar