Sider

mandag den 16. august 2010

Tynde chokolade wafers, opskrift

Cappuccino-cheesecake'en blev virkelig god, og var en lækker afslutning på Jonas 30 års fødselsdagsmad. I lørdagens uophørlige regn. Mere om fornøjelserne ved at lave 20 kg. lammepølser sammen med nyankomne amerikanske gæster senere, nu handler det om kagerne i cheesecake'ens bund.

De smager som Oreos, en barndomsting, som man har kunne købe i Danmark de sidste år. Sprøde, ikke ret søde og med en dejlig bitterchokolade smag. Kakaopulveret er Valhronas - dyrt, men det værd, og så bliver de endnu bedre end i hukommelsen.
Opskriften er fra smitten kitchen, og som første-ganger holdte jeg mig til ordene og lavede enkelte småkager. Til cheesecakebund skal de bare mases, næste gang skal de bages som større plader.
Til ca. 120 tynde småkager - nok til 3 cheesecakes - bruges:

380 g hvedemel
140 g usødet kakaopulver

4,8 dl. lys rørsukker

1/2 tsk salt

1/2 tsk natron

350 g usaltet smør*, blødgjort og i store tern
0,9 dl spsk sødmælk
2 tsk ægte vaniljeekstrakt
*
Smitten Kitchen bruger 500 g smør, som er for meget ifølge flere af bloggens kommentarer. Vi er også enige om, at 350 var helt rigtige.

1. Mel, kakao, sukker, salt og natron blandes godt sammen. Smørret hakkes i indtil massen er ensartet. Her med et par knive og så hænderne, det er nemmere i en foodprocessor.

2. Mælk og vaniljeekstrakt blandes sammen og røres i dejen. Dejen æltes lidt indtil den er godt samlede.

3. Dejen formes til to ruller i den størrelse, med lidt større diameter, end man ønsker, de færdige kager skal have. Massen er blød, så det kan være svært at få rullen helt pænt i kanterne. Det kan gøres, når de er kolde. Rullerne pakkes ind i plastfolie og står på køl indtil de skal bruges, mindst en time.

4. Ovnen forvarmes til 175°C. Kagerne skæres tynde ud - ca. 3-4 mm. - og bages på bagepapir i ca. 12 minutter. De skal blive sprøde, når de begynder at køle af.

Når de er helt afkølede kan kagerne opbevares et par uger i lufttæt kagedåse eller fryses i et par måneder. De smager virkelig godt og jeg skal helt sikkert lave dem igen. De kan bruges til meget andet end bund til cheesecake, f.eks. som små dessertsandwich lagt sammen med vaniljeflødeskum eller kaffe-is. Hindbær- eller havtornsorbet er nok hellere ikke værst i. Eller basilikumcreme...

Ingen kommentarer: