Sommerkanin

Hun fik en smuk afsked herfra, Sophie, i går. I sol og skygge fra Paradehusets græsplæne med kærlige mennesker, musik, fine ord og fornemmelsen af en lun, lidt skæv smil inde fra kisten.

Hun var en af mine tvillinger her på jorden indenfor det sanselige. Det gjaldte ikke kun hendes store glæde ved det, der smager godt, men også nydelsen ved at lave det. Lysten til at røre ved tingene. Lugte. Have armene dybt nede i en skål salat til 70 for at blande en perfekt tilsmagt vinagrette.

Også sanseligheden ved andet end mad. Fornøjelsen ved dans, at bevægelse sig, sex. Ved at smøre sig ind i mudder i et interimistisk sommerbad. Lystigheden ved at udforske, hvordan noget føles, når man gør det. Og ved bare at være.

Jeg fik lige et glimt af mig selv spejlet i skærmen, jeg smiler mildt. Det fine var ikke det, at hun var så sanselig selv, men at hun nød så stort at dele oplevelserne, udforskningen med andre.

Den sennepskanin med estragon, jeg lavede forleden, havde lige været noget for hende.