Kagehuse hører til min barndoms magiske ting, som har sneget sig med i voksenlivet. Vist en familieskavank - min søster, konditoren, og far har bygget flere fantastiske værker, som de har fået priser for i kagehuskonkurrencer.
Gingerbread er den amerikanske version af peberkage. Opskriften her er til en ret sprød dej. Nogle laver gingerbread mere brød-agtigt, men så kan man ikke bygge så præcist med det. Portionen her er til et større hus... eller denne grotte med lidt ekstra. Der bruges:
150 g. smør, blødgjort
2,8 dl. brun farin
1,5 spsk. mørk sirup
180 g. stødt melis
4 æg
9,6 dl. hvedemel
2/3 tsk. hver stødt ingefær, stødt kanel og stødt allehånde
1. Det blødgjorte smør piskes sammen med brun farin og melis i en skål, der kan rumme alle ingredienserne. Æggene og siruppen røres i.
2. De tørre ingredienser sigtes sammen i en anden skål. De tørre ingredienser røres i æggemassen indtil blandingen lige er samlet - der skal ikke røres for meget. Dejen æltes på et meldækket bord indtil den er ensartet. Den pakkes ind i plastfolie og hviler 1 time i køleskabet før den rulles ud. Den kan godt stå flere dage inden den bruges, hvis den er pakket godt ind.3. Dejen rulles ud til 6-8 mm. Bygger man et hus skæres dejen ud efter en pap skabelon. Til grotten lagde jeg dejen på en bold af avispapir dækket af bagepapir - avisfarve smitter af. Noget af dejen smelter og falder af, når den hænger ned, den kan ikke så godt styres som hvis det ligger fladt på bagepladen.
4. Dejen bages i ca. 15 minutter i en 190°C forvarmede ovn uden varmluft. Den del af dejen, som 'dryppede' ned og blev til tykkere stykkere fik 10 - 15 minutter længere, så blev de også sprøde. Ligger dejen ikke på aviser bages stykkerne på bagepapir eller en smurt plade.Grotten... bagt i to stykker... Den samles med sukker, der er smeltet til en brun karamel. Pas på, karamel er varm, børnene må være med til noget andet.Pyntet med ekstra kagestykker, grønfarvet marcipan, chokolademandler og mandelflager limet på vaffeltræer med royal icing - flormelis rørt op med æggehvide. Flormelis sne til sidst gør det helt jomfrunalsk...
4 kommentarer:
wauw hvor er det flot. Havde slet ikke tænkt på, at man kunne lave en grotte, så tak for dejlig inspiration. Ked af at læse om anklen. Håber den heler hurtigt. Glædelig herfra.
tak for ønskerne... god juletid til dig
Vil gerne bruge opskriften, men hvor længe skal den bages og grader?
Undskyld, det glemte jeg lige...
Dejen bages på bagepapir eller en smurt plade i ca. 15 minutter i en 190°C forvarmede ovn uden varmluft.
Håber ikke det er for sent - jeg vil rigtig gerne høre om dine erfaringer, hvis du bruger opskriften. God fornøjelse.
Send en kommentar