Sider

søndag den 17. februar 2008

Pomerans-mandelkage

Assistenten på 4 var på besøg og i bagehumør. Jeg er stadig i pomerans-mode, ville prøve at bruge dem i stedet for appelsiner i denne geniale mel-løse kage. Jeg har adapteret opskriften fra Claus Meyers Spis igennem, han har adapteret den fra Meta Melchiors Jødisk kogebog. Til 1 springform:

3 pomerans
250 g mandler
1 spsk bagepulver
280 g sukker
6 æg

1. Vask pomeransene grundigt, kom dem i en gryde. Bring frugten i kog i vand så det dækker. Kog dem for svag varme under låg ca. 2 timer til de er helt møre.
2. Tænd ovnen på 190°. Hak mandlerne i en foodprocessor/hakker. Tag dem op af beholderen. Halvér pomeransene. Skær dem i grove stykker og fjern kernerne. Purér derefter pomeransene i foodprocessoren. Rør mandler og pomerans med sukker, bagepulver og æg indtil massen er ensartet.
3. Kom blandingen i en springform (22 cm i diameter) evt. beklædt med bagepapir eller smurt med smør og drysset med mel. Bag kagen ca. 1 time midt i ovnen. Lad den køle af før den tages ud af formen.
Vi lavede kun en halv portion og eksperimentet lykkedes delvist. Kagen har sin vanlige fantastiske konsistens, og smagen er god, men alt, alt for bitter. Flødeskum hjalp ikke nok, måske med noget bitter chokolade...

Den var dog lækkert i små bidder med en kop Lapsang Souchang røget the til. Lidt London herreklub-agtigt. A
ssistenten fik kakao til, men er ikke imponeret. Han synes, det er en dum kage.

OBS: Til den almindelige ikke-bitter version bruges 2 øko-appelsiner i stedet for pomerans og 30 g. mindre sukker. Så er det også en suveræn kage!


Ingen kommentarer: