Søndags svampetur. Ret lang blev den, små 10 km, mange af dem i smuk, plettet sol på Furesøens skrænter og stier langs bredden.
Var med til at fejre Marcos 15 år med bålstegte burgere og en lækker, lun rabarberkage ved søen - bygen kom først efter den sidste bid. Værten var klar med presenningen, så vi slap for fortyndet vin og kaffe.Der var laaaangt mellem svampene. Selv de ikke-spiselige. Jeg fik 5 hjem i kurven. Øhh... en halv per kilometer.
Nul svampemiddag. I stedet blev det braiserede svinekæber med hjemmelavet verjus. Jeg eksperimenterer med den umodne druesaft pt, denne gang er saften presset af Nordlunds grønne Rondo druer, som jeg fik med sidste søndag.
1. 1 kg. kæber afpudses, brunes i olie i en tykbundet gryde og tages op. 3-4 skalotter - eller et tilsvarende mængde undermålere fra egne have - svitses bløde uden at tage farve i samme olie.
2. De brunede kæber kommes i gryden igen sammen med salt, peber, krydderbuket af persille og porrer og 3 spsk. verjus. Varmen skrues helt ned og kæberne braiseres under låg til de er meget møre, det tog ca. 2 timer her.
3. 2-3 spsk. verjus kommes i til sidst - så kommer den friske druesmag med - og varmes godt igennem. Saucen smages til og kæberne spises varme. De var også super som opvarmet rest med bagt rødbedesalat i dag til frokost.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar