Sider

søndag den 4. marts 2007

Bran muffins

Rigtige gode muffins, som har det geniale egenskab, at de er lavet af dej, som er rørt sammen i forvejen og står i køleskabet. I løbet af en halv time - og med 5 minutters aktiv indsats - kan man spise friskbagte muffins til søndagsmorgenmaden.

I det amerikanske dameblade, hvor jeg fandt opskriften, stod der, at dejen kan stå i køleskabet i 6 uger. 5 uger har været grænsen her - den bliver mørk på overfladen, men smager stadig lige godt.

Dette er en grundopskrift, jeg kommer tit andre ting i. Nødder - valnødder, hasselnødder eller pekans - er gode. De kan både kommes i den store portion dej eller i de enkelte muffins, når dejen fyldes i formene. Rabarber er også rigtig godt i. Den kan ikke stå i dejen, men skal vendes i lige før bagning.

625 g. hvedemel

115 g. branflakes
450 g. melis
25 g. natron
10 g. salt
4 æg, sammenpiskede
200 g. majsolie, smeltet smør kan også bruges
950 ml. kærnemælk

1. Mel, branflakes, sukker, natron og salt blandes sammen i en skål eller anden beholder med låg. Skålen skal være rimelig stor, dejen fylder ca. 3 liter. Æg, fedtstof og kærnemælk tilsættes og ingredienserne røres godt sammen.

2. Dejen sættes i køleskabet med låg på. Den skal stå et døgn før de første muffins laves. I opskriften står der, at man ikke skal røre i dejen. Den meldte ikke noget om grunden, men jeg plejer ikke at gøre det - selv om det øverste lag bliver lidt farvet af ilten.

3. Når man er klar til at lave muffins forvarmes ovnen til 180°C varmluft. Dejen fyldes 2/3 op i muffinforme, som enten er letsmurte eller forede med papirforme. Muffins'ene bages i 15-20 minutter. En muffin er færdig, når man stikker i den med en kniv og kniven kommer rent ud igen.

4. Muffins'ene tages ud af formen, mens de køler af.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Der kunne man godt tænke sig at blive advaret om, at man skulle vælge en kæmpe-skål. Det kunne jeg nu nok have gennemskuet på opskriften, hvis jeg havde tænkt mig om. Glæder mig til at smage i morgen, når dejen har stået det der døgn! Tak for opskriften :-)

Kristine

kimmm sagde ...

Hej Kristine

Mange tak, nu er det med i teksten.

Jeg håber du nyder muffins'ene - og høre gerne, hvis du har nogle kommentarer :-)

mange hilsener
Kim