Sider

Viser opslag med etiketten sønderjysk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sønderjysk. Vis alle opslag

søndag den 18. maj 2008

Rugbrødslagkage

...brødtærte, brødtort - en klassiker fra det sønderjyske kaffebord. Som tilflyttede lærer på min elskede højskole nord for Tønder var kagen en af mange sønderjyske retter, som jeg lærte smager (meget!) bedre end de lyder. Ja, tænk bare på surrib...

Dejlige lette og luftige kagebunde samlede med flødeskum. Udgangspunktet her er Inge Adriansens opskrift på Grænseforeningens hjemmeside. Jeg har brugt mere rugbrød, har sødet flødeskummet og kommer jordbær på/til. Jeg bruger også kun 2 bunde, ikke de traditionelle 3, og laver portionskager med resten af dejen. Til det bruges:

6 æg
150 g. revet sønderjysk rugbrød
250 g. sukker
1 tsk. bagepulver
100 g. mandler eller nødder, hakkede groft

Fyld:
5 dl. piskefløde
1-2 spsk. sukker, kan udelades
korn af 1/3 vanillestang, kan udelades

1 kg. jordbær
1 dl. rabarbersaft eller vin
1. Forvarm ovnen til 220°C., ikke varmluft. Del æggene i hvider og blommer. Pisk blommerne med sukkeret indtil de er lyse og luftige.

2. Riv rugbrøddet, nemmest i food processer. Skorperne må gerne komme med, det giver en god smag. Vend rugbrøddet i æggeblandingen med bagepulveret og mandlerne og bland godt.

3. Pisk æggehviderne stive i en anden skål. Vend dem forsigtigt i rugbrødsblandingen. Fordel dejen i 3 lagkageforme - eller to forme og ca. 10 linseforme - som er foret med bagepapir/kagekapsler. Bundene sidder nemt fast ellers. Bag med det samme i 10 minutter.

4. Kog rabarbersaften op og hæld den over jordbærene. Lad dem køle af i lagen. Pisk fløden med sukker og vanille.

5. Lidt før kagen skal serveres væddes den nederste bund med noget af jordbærlagen. Kom et tykt lag flødeskum på og læg den næste bund på. Væd den med lidt saft, så et lag flødeskum på. Dræn jordbærene godt og fordel dem overdådigt over kagen. Eller dekorativt, med resten serveret i en skål ved siden af. Jordbærene skal først på lige før kagen serveres.

onsdag den 2. januar 2008

Surrib

Kristian siger, han var 18 før han ville røre ved surrib, en klassisk sønderjysk frokostret, som hans far spiste med fornøjelse. Jeg er noget ældre.

Den har også odds'ene imod sig i forhold til markedsføring - surrib er hverken forførende i beskrivelsen eller specielt
tiltalende at se på. Men skønt smager den, med sit stive svinefedt og sin eddike-husblas. Til en frokostret til 8-10:

1 kg. kogeflæsk

3/4 l. vand
1/4 l. eddike

2 tsk. salt
15 sorte peberkorn
5-6 laurbærblade
1 løg
5-6 blade husblas

1. Flæsken koges sagte i et stykke med alle ingredienser, undtagen husblas. Det tager ca
. 1 1/2 time. Suppen skummes og sies - gem peberkorn og laurbærblade. Smag den til, der skal evt. lidt mere eddike, salt eller noget sukker i. Kødet afkøles, befries for sværen og skæres i skiver.

2. Husblasen udblødes i koldt vand. Bladene tages op og vrides let, og så røres i den godt håndvarme suppe. Suppen må ikke bliver for varm, så kan husblasen danne trævler.

3. Læg kødskiverne i en skål sammen med de gemte peberkorn og hæld suppen over. Pynt med laurbladene. Lad surribben stivne i køleskabet, der går 2-3 timer. Surrib holder sig i flere dage på køl.

tirsdag den 1. januar 2008

Goderåd i Hjerpsted

Godt nytår! Jeg er så heldig at være ved Vadehavet og fejre nytår hos en gammel veninde og partner in crime udi spændende projekter. I går gik vi tur på den flade strand ved Hjerpsted kirke, og sluttede af med en kop kaffe og nogle goderåd i bilen, i ly for blæsten.

Goderåd er en sønderjysk specialitet, Bodils mand Kristian har lavet vores. Man bruger:

250 g. smør
250 g. sukker
4 æg
reven skal af 1 citron
500 g. mel

Sukker og smør røres sammen, så røres æg og citronskal med. Melet røres med lidt ad gangen. Kagerne bages gyldne, ca. 2 min. på hver side, i et goderådsjern. I sin dejlige og oplysende Sønderjysk kogebog skriver Inge Adriansen at jernet 'smøres med en flæskesvær efter bagning af hver kage.' Hmm... Hun bruger også 2 tsk. kardemomme i stedet for citronskal.