Sider

tirsdag den 16. juni 2009

Torskerogn med grønne jordbær

Sublim dag. Til startskuds-konference på New Nordic Diet projektet, OPUS. Med en samling kvikke, engagerede mennesker til at kausere over fysiologiske, kulturelle, historiske og andre sider af, at udvikle en moderne, regional nordisk kost. 100 millioner fra Nordea-fonden til et 5-årig forskningsprojekt med undertitel: Kan børns overvægt i bekæmpes med velsmag som våben?

Masser af inspiration, også til de daglige problemer med mit eget projekt med at udvikle Furesøs ældremad. Lysten til at etablere mad-korridorer mellem byen og gårdene bluser op ved at høre Årstidernes Thomas Harttung snakke om CO2-lagrende landbrug.
Og så var der dejlig mad, ny nordisk jo. Det gør mig så godt at tænke, lytte, arbejde i sanselighed. Rød jordbær-morgenmad, super friskpresset æble/spidskål/verbena juice, orange cupcakes med havtorn. Et ekstremt delikat frokostpicnic fra noma og Malling & Schmidt.
En af retterne var grøn jordbærsuppe med ærteskud. Lækkert. Jeg eksperimenterede videre til aften, vendte jordbærskiver i rapskimolie, hyldeblomst eddike og en smule salt. En vidunderlig forsommer mundfuld til torskerogn - kogt, rørt med rapsolie og kartoffelvand - og havens første, nye kartofler.

Ingen kommentarer: