Den store, hvide syren i indkørslen gør det umuligt at komme til eller fra huset uden at blive antastet på det skønneste af dens vidunderlige duft. Åhhh forår! Hornfisken er også kommet.
Denne blev renset og skyllet, og hoved og hale fjernet. Kroppen blev delt i fire stykker, rullet i mel og stegt på panden i lidt rapsolie, 3-4 minutter på hver side. I mangel af rugmel, brugte jeg spelt fuldkornsmel, det var fint.
Dampede bønner og nye kartofler til - nogle sødlige franske, der ikke var vandede. Havde jeg nænnede at plukke de små rabarberstilke i haven, havde der også været råsyltet rabarber. Purløg til kartoflerne glemte jeg bare.
Vinen var Sovrano 1998 fra italiensk Villa Fiorita, lavet på Sauvignon og Chardonnay i Piemonte og derfor klassificeret som bordvin. Købt hos Carlo Merolli. Med noget fadlagring, som fik den til at passe rigtig godt til fiskens stegeskorpe.
English
Ingen kommentarer:
Send en kommentar