Vongole uden sand

Clams - venusmuslinger - er noget af det allerbedste jeg ved. Uløseligt og lykkeligt forbundet med barndommens sommerture til Long Beach Island og andre New Jersey atlanterhavsstrande.

Vi gravede efter dem i sandet, og man skal være hurtigt med tæerne, når man ser de små luftbobler, som røber endnu en clams tilstedeværelse. Det er ikke helt nemt, de bevæger sig med lynets hast længere nede, hvor man ikke kan nå dem. Vi endte dog altid med nogle spande med hjem til køkkenet efter sådan en stranddag.

De store, seje blev hakket til suppe - clam chowder. Mellem'erne fik vi tit fyldt og bagt eller som steamers, dampede. De små, fine kom hele i sauce til linguini eller blev spist rå af min far og de gæster, der var til den slags ulækkerier.

Man kan efterhånden godt få clams her i Danmark, tit i form af de små italienske vongole. Stranddagene dukker op og jeg har svært ved at gå forbi dem. Fik også et kilo med hjem i dag. Og fik en lang snak med fiskemanden om, hvordan pokker man får sandet ud af dem. Fordi de er tit fulde af det.
Så nu eksperimenterer jeg med at lade dem stå et par dage i saltet vand. Så de spytter sandet ud. De står ved bagdøren, hvor temperaturen er 8-9°C. En lille portion har ikke været i vand. Jeg vil koge små portioner efterhånden, for at se hvor længe der går før - hvis - sandet forsvinder.