Jeg elsker jul og december med de traditioner, der hører til. Som julekalendere. Det er ikke amerikansk, men på det punkt er jeg blevet en helt integreret, evt. overintegreret dansker.
I år er de ikke helt færdige den 1. december. Lige før det også hører til traditionen. Ak... Heldigvis mindsker det ikke fornøjelsen ved at lave dem. Og nu er de blevet færdige. Dejligt.
Lavede en gryde braiserede andelår med tranebær og appelsin i går. Til hurtig, lækker mad et par dage, mens jeg koncentrerer mig om kalenderne. Retten er lige så håbløs u-fotogen som andelår med rødvin og kirsebær. Og smager lige så godt.
Kombinationen er inspireret af barndommens Thanksgivings rå tranebær/appelsinrelish. Jeg brugte:
2 andelår
100 g. røget bacon, i tynde strimler
1 løg, i tynde både
1 lille fed hvidløg
1 spsk. grov Dijon sennep
1 1/2 glas let, frugtig rødvin, her Morgon
1/3 pose tranebær
1/2 øko-appelsin med skal, hakket groft
2 tsk. rørsukker
salt og friskkværnet peber
2 store gulerødder, i stave
1. Lidt af andefedtet skæres af og smeltes i en tykbundet gryde. Lårene brunes let i fedtet og tages op. Bacon'en steges i samme gryde, indtil den begynder at få sprøde kanter. Den tages op og løg og hvidløg steges bløde i gryden.
2. Når løgene er gennemsigtige fjernes så meget som muligt af det fedt, der er i gryden. Rør sennep'en i løgene og tilsæt rødvinen. Lad vinen kog af i 3 - 4 minutter, så kom lårene og bacon i gryden igen. Tilsæt tranebær, appelsin, sukker, salt og peber og skru helt ned for varmen. Læg låg på og lad lårene simre indtil de er møre, ca. 1 1/2 time.
3. Kom gulerodstavene i og kog videre indtil de er bløde, ca. 25 minutter. Da skal andekødet også være helt blødt og mørt. Smag til og server.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar