Jeg er smags-erindrings-labil. Lugten af grønthandlerens friske mynte skaber en direkte linje til en sød, lidt naiv 17-årig tourist plus veninde på sviptur til Marokko fra Spanien. På jagt efter et par kilo - nej... - Goulimine perler, den gang, de var noget af det cooleste... Handlerne foregik i små baglokaler i souk'en i Tangier over talrige glas myntete.
Teen er skøn og sød som bare pokker. Selv når man på absolut høflig, men lidt uforstående vis får den lavet med kun halvdelen af den normale sukkermængde. Te til 2 er lavet af
1 pose grøn te
ca. 13 stilke marokkansk mynte, skyllet
3-4 spsk. rørsukker
1/2 l. kogende vand
Te, mynte og sukker overhældes med vandet og trækker i 5-7 minutter. Teposen tages op. Den er smuk - omend uoriginal - serveret i en glaskande og med en myntestilke i de enkelte glas. Sukkermængden her er den halverede. Teen kan selvfølgelig drikkes med mindre sukker eller helt uden, men så smager den helt anderledes.
Rigtig - løs - grøn te smager lidt bedre, men min nabokøbmand havde ikke noget. Rigtig myntete laves også lidt anderledes, bl.a. skal den hældes i koppen højt oppefra, så der blandes luft i. Denne version smager dejligt og er tæt nok på originalen til at få hukommelsen i kog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar