Jeg troede ikke, det betød så meget, men det gør det. Fornemmelsen af, at et gammelt, meget grimt sår er kommet et skridt tættere på at heles. Oplevelsen af, at det overhovedet kan hele har været så livgivende. Derfor er det dejligt at se følelsen så præcist udtrykt i Judith Warners klumme 'Domestic Disturbances' i dagens NY Times. Det giver endnu en aha-oplevelse - jeg har jo vidst det, men det slår mig først nu med følelsens kraft: det er noget, jeg har til fælles med min generation. En del af virkeligheden, tidsbestemt, der hvorfra vores verden går. Øhh...gik.
Så har jeg tårer igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar