Det er blevet til halvanden weekenddag med kogte porrer. En slags nulstilling. En blød langstrakt meditation. Til at styrke opmærksomhed på maden. Både for at holde vægten og for at mærke, hvad jeg oplever, når mad og spisning ikke fylder i min dag.Porrerne er kogte fredag aften, en ny portion lørdag aften. I 20 minutter. Uden salt, så væsken også kan drikkes. Første gang kogte jeg for meget af det grønne med, det hvide smager bedre og har en bedre konsistens. De opbevares ved stuetemperatur - op til et dogn - og spises når sulten melder sig, med lidt koldpresset rapsolie og et drys Maldon salt.
Det er en lille udrensningskur, så der skal drikkes meget vand. Så evt. affaldsstoffer ikke bliver i blodet og giver hovedpine og andet små-ubehag.
Ideen med porrer kommer fra Mirielle Gulianos herlige bog French Women Don't Get Fat. (Også oversat, men sproget er bedre på engelsk.) En smule krukket, men en af hendes hovedpointe klinger i mit system: man bliver sund og slank ved at nyde mad og vin med fuld opmærksomhed.
Det er godt for alt muligt helt essentielt, som f.eks. livsglæden. Og for at hjælpe den naturlige appetitregulering med at regulere til de mængder mad, kroppen har brug for.
Tanken passer med min forståelse af den sunde lyst som menneskers bedste vejviser. Jeg er vild med god mad og vin, samtidig vil gerne blive ved at være sund og rimelig slank. Jeg er skeptisk over så mange velmenende kostråd og kostrådgivere, som ser sundhed/slankhed som resultat af en kamp mod lysten. I stedet for et dybgående samarbejde med den.
Jeg læste Gulianos bog for et par år siden. Lige efter, at jeg endnu en gang var vendt hjem fra en fransk ferie flere kilo lettere. Trods at jeg som sædvanligt havde spiste med store fornøjelse fra en bugnende kamre af lækkerier, de fleste højt på listen over ting, der skulle gør en federe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar