Nogle af højdepunkterne var de portugesiske vine fra firmaet Vinport. Søde værter og en syrlig Vinho Verde gav kærlige mindelser om at vakle rundt i Galicien - det er Spanien, ikke Portugal, jeg ved det - fra tapasbar til tapasbar med den lokale version af denne grønne vin i glassene. For syrlig til at jeg rigtig nød den alene - men netop syren gjorde, at den passede så godt til maden.
Andet skønt smagte jeg hos Kath-Vinimport: en stribe tyske vine fra Weingut Köster Wolf. Alle originale, med personlighed - en oplevelse at have dem i munden. Med fin syre, som giver en god struktur, og den snert af sødme i smag og næse, som er en grund til, at jeg tit er vild med tyske vine. Og at de bare passer bedre end så meget andet til noget af den slags mad, vi spiser her i Danmark.
Billige er de også - 50 og 60 kr. flasken. De smager af en del mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar