Sider

fredag den 17. april 2009

Linser med ramsløg

Skulle jeg kun have én slags arbejde i livet skulle det være at komponere menuer. At få smag og lugt og følelsen i munden og menneskernes stemninger og temperatur og næring og tyngde og farve og hvilke råvarer, der er bedst/mulige i dag... til at spille helt rigtig sammen. Igen og igen.

Udover fryden, kunne det måske godt vise en vej til at overflødigegøre de tiltagende ubegavede ideer om, hvordan vi skal spise, for at være sunde. For eksempel at mad med fedt i er usund og skal beskattes ekstra. Madonna!
Linser er gode til gris, deres næsten melede konsistens kræver fedt. Det gør dem selvskrevne til at vende lune i dressing. I aften kom fedtet i stedet fra hjemmelavede pølser med fennikel og hvidløg. Gulerødder er også super til linser. Her smørdampede. De vilde ramsløgs blide hvidløgssmag går også godt til.

Tre ting er nødvendige, for at linser bliver en fornøjelse: 1) Linserne er en god slags, der ikke nemt koger ud. Dem fra Puy er sikre, også de små sorte, der sælges som Beluga linser. 2) De koges med smagsgivere - fond, krydderbuket mm. 3) Vigtigst: de må ikke koges ud. Gør de det alligevel, er det bedre at blende dem og bruge dem til suppe. Til 2 bruges:
200 g. linser
olie
1/2 løg, hakket
salt
krydderbuket, her timian, laurbær og persillestilke
evt. en håndfuld ramsløg, skåret i stykker

1) Linserne skylles og dryppes af. Løgene steges bløde i olie. Linserne vendes rundt i olien et øjeblik, så kommes ca. dobbelt så meget vand som linser på sammen med en krydderbuket og salt.

2) Linserne koges op og koges over lav varme indtil de er lige netop møre. Det tager ca. 20 minutter, men smag på dem hele tiden, og tag dem af, når konsistensen er helt rigtig. Hæld evt. ekstra vand fra. Skal der ramsløg i, vendes de i de sidste par minutter af kogningen.

2 kommentarer:

Anders sagde ...

Tak for endnu mere inspiration til brug af ramsløg. Forsøgte sidste år - med held - at smide ramsløg sammen med linser i en Jamie-opskrift. De skulle gøre det ud for en mellemting mellem krydderurter og spinat. Succes.

http://spisordentligt.blogspot.com/2008/04/ramslg-ramslg-ramslg.html

kimmm sagde ...

Hi Anders

Ja, en god måde at sige det på, mellem krydderi og... om ikke spinat, så en eller anden slags grønsag.

Spiste påskemad forleden med nogle naboer, som deler den lokale ramsløgplet i skoven. Ramsløg pesto havde to af dem lavet, som de var ret vilde med. Til laks bl.a...

hilsen Kim