Spændende weekend, vi har snakket i næsten et døgn, kun afbrudt af nogle timers sovn. Om tilværelsens store ting. The bite of life.... Jeg er lettere udmattet, mæt. På en fin, stille måde.
Det var slet ikke planen, da vi startede med eftermiddags-middagen. Et skønt måltid, nydt højlydt på samme skib som sidste uges påskefrokost. Denne gang kunne vi sidde på dækket i solen.
Kokken er dygtig, kombinationen var god: dyrkølle - skudt i de svenske skove - langtidsstegt i øl, kartoffelfondanter, en begavet persillerodspuré, ølsauce, rucola/nøddesalat og tyttebær vendt i rørsukker.
Vi havde et par forskellige vine med, vinderen var uden sammenligning denne tørre Lambrusco. Terre Verdiane fra Cantina Ceci i Parma. Købt egentlig - en kasse - ved en fejl, da jeg skulle have deres stille røde dessertvin, og har tænkt siden i at eksperimentere med sammensætninger.
Den var suveræn til maden. Mørk, men let - af tilpas syre og 11% alkohol - som harmoneret fint med den lidt sarte dyrkød. Dybde nok til at gå sammen med den smagfulde sauce. Med lidt restsukker, som samlede tyttebærrene op. Fornøjelig ved hver slurk og bid.
2 kommentarer:
Jeg er meget fascineret af din blog, læser den så meget jeg kan nå, og hvad du netop har beskrevet lyder som en rigtig delikat middag. Og persillerodspuré er altid et lækkert tilbehør, især til vildt. Så jeg er lidt nysgerrig efter at vide, hvad der kommer i den for at gøre den begavet ??
Hi Christine
Dejligt, du kan lide bloggen.
Rødderne var kogt på mælk og derefter kom hun en sjat fløde og hakket persille i. Begavelsen lå i, at den var dejlig let og luftig. Jeg tror hun har pisket den en del.
hilsen Kim
Send en kommentar