Sider

mandag den 27. september 2010

Østers fra Vadehavet

Forleden var jeg til fødselsdag hos min veninde, Bodil. Hun havde fået den geniale ide - en blandt mange! - at vi skulle starte med at hente østers ude fra Vadehavet til forret. Det er sådan, at stillehavsøstersen (Crassostrea gigas), den samme type, som vi importerer fra Frankrig, har i de sidste 10 år slået sig ned i Vadehavet.

Stigning i vandtemperaturen har vist gjort det muligt og det er faktisk et problem for det fredede vadeområde. Østersen er ret invasiv - den overtager næring og plads fra lokale arter, som for eksempel blåmuslinger. Og det går hurtigt. Naturvejleder, Ivar Gram, siger at der nogle steder er 1 ton østers per kvadratmeter, ifølge Erhvervsbladet er der 11.000 ton østers i et område 3 kilometer ud fra kysten.

Fuglene er ikke en trussel, de kan ikke hakke sig igennem østersens hårde skal, som de kan med muslinger. Det ser ud til, at dyrets eneste fjender i øjeblikket er os østerselskende mennesker.
Nogle undersøger om østersene kan dyrkes/høstes til salg, men der er nogle problematikker omkring høstmetoder - bundskrabning bl.a. - og den skrøbelige vadenatur. Så indtil videre er det kun private, der må samle til eget brug. Måske ikke såååå tragisk... Jeg er i hvert fald indstillet på at gør mit mod genopretningen af den naturlige balance :-)
Vi havde (næsten) styr på hvor en af østersbankerne ligger ved Rømø. Og godt styr på tidevandet - absolut nødvendigt, når man skal ud i vaden. Der hænder stadigt, at turister og andre ikke lokalkendte bliver overrasket af tidevandet og drukner.
Der gik et stykke tid, før vi begyndte at finde levende østers, jeg var begyndt at tage blå- og venusmuslinger med til suppe, i tilfælde af, at vi ikke fandt nogen. Men så begyndte de at dukke op i tangbunker, let nedgravet i sand og liggende enkeltvis hist og her.
Lidt længere nordpå lå banken med østers i store klumper, men vi nåede ikke derhenne før vandet var steget for meget. Så efter en dram og en hvil på en af efterårets smukkeste dage vendte vi hjem med østers nok til en mindre forret til 35.


Man kan tage med på en arrangeret østerstur i Vadehavet. Vadehavscentret, Vadehavssafari og Ivar Grams Sort Safari er nogle af dem, der gør det. Højsæson for turene er fra oktober til april, da det hedder, at østersene kun skal spises, når vandet er kold pga. risikoen for gift fra alger.

Man følger disse (for) generelle retningslinier, fordi østersene, i modsætning
f.eks. til de blåmuslinger, der dyrkes her - og østers, der sælges i handlen - ikke måles løbende af fødevaremyndigheder for evt. indhold af skadelige stoffer.

2 kommentarer:

foodfanatic sagde ...

Kære Kim
Jeg må ærligt indrømme, at jeg misunder dig en lille smule dine oplevelser i naturen. Det er fantastisk at læse om dine oplevelser med svampe og østers. Har du prøvet en arrangeret tur? Det kunne jo være, at jeg skulle skrive lidt om det på min nye side :)
Kh Nadia

kimmm sagde ...

Kære Nadia
Ja, det er dejligt at gå ud efter mad :-) God ide, at skrive om dem... Har ikke rigtig været på arrangerede tur for nylig, men har før været på svampeture med Svampeforeningen - er medlem - og andre. Og med naturvejleder, Ivar Gram, da jeg var højskoleforstander i Sønderjylland i 90erne. Han var en fin formidler, og har nu sit eget firma, Sort Safari, som laver østers- og sort sol ture ved Vadehavet. Nok værd at undersøge...
kh Kim