Sider

tirsdag den 25. februar 2014

Stenbiderrogn på varmmarinerede skorzonerrødder... forår ved Madbloggerudfordringen nr. 2

Planen for madbloggerudfordringsposten var klar. Laks med varmmarinerede skorzonerrødder og hakkede æg skulle det have været. En splejsning - som udfordringen går ud på - af Laks med asparges og æggevinagrette fra Birte på Cook Valley med mine varmmarinerede babyartiskokker. Jeg står i inco og køber ind til frokost i kantinen, som skal serveres om 3-4 timer. Der kører efter planen. Men niks... det er blevet forår.
Rognen er nemlig faldet i pris. Stenbiderens. Forårstegnet par excellance. Der gør mig kulret og i kombination med dagens solhimmel helt urimelig glad. Jeg tænker, at mange af kantinebørnene nok sætter større pris på letbagt laks end på de pudsige, poppende fiskeæg. Men det nytter ikke. Det er forår!
Jeg købte et par kilo urenset rogn og fik en stenbider med. Ikke så meget for at spise dens alt for blævrende kød - havets svar på budding var der en, der sagde. Mest for at de jord til bord-agigt kunne få fornemmelse af, hvor de små æg plejer at opholde sig. Da fiskemanden rensede den fandt han et kilo rogn mere. My lucky day

Rognene renses ved at komme dem i en stor skål meget koldt vand og piske hinderne fra med en piskeris. Når de er rene dryppes de af og vendes med salt - ca. 1 spsk per kilo, alt efter hvor salt saltet er. Her bruger jeg Maldon flagesalt, som ikke er så salt. Nogle billeder af processen kan ses her. Mens rognen stod og samlet sig med salt i køleskabet ordnes skorzonerrødderne.
Skorzonerrødderne er også til at blive begejstret over. De smager rigtig godt, nøddeagtige og cremet på samme tid. De har sæson nu, en vinterkonge, som er endnu ikke er blevet så moderne, at jeg er blevet træt af at få den serveret. Eneste anke kunne være skrælningen.

Rødderne skrælles nemmeste synes jeg, som hvide asparges: med en skarp skræller liggende på et bræt. De bliver hurtige brune ved kontakt med luft. Så de skal i vand med citronsaft eller eddike i - et par spiseskeer per liter - straks, når skrællen er af. De to rødder bagerste på billedet ovenfor har stået uden skræl i 3-4 minutter - de er mærkbart mere brune end de to nyskrællede eksemplarer foran.
Rødderne skæres skråt i stykker og blancheres i kogende vand et par minutter. Vandet hældes fra og marinaden tilsættes. Til et kilo skorzonerrødder bruges:

4 spiseskeer god jomfrueolivenolie
4 spiseskeer citronsaft
et par grene timian
et halvt hvidløgsfed
salt og friskkværnet peber
evt. en skefuld hakket purløg eller finthakket rødløg.

Marinade og rødder snurrer i ca. 10 minutter, indtil rødderne er lige netop møre. 

Når de er afkølede kommes nogle rødder på en tallerken, nogle skefulde af den kolde, rensede stenbiderrogn kommes ovenpå. De drysses med - gerne flage- salt og friskkværnet peber og evt. lidt purløg eller finthakket rødløg, og spises mens rognen stadig er kolde. 

En skøn mundfuld slutvinter/startforår er det sikkert. For at tælle indenfor rammerne af Madbloggerudfordringen og dele 3 ingredienser... skal der nok åles en smule. Marinaden er af olie -  raps hos Birte, oliven her -, en syre - eddike/citron - og salt og peber. Og æg... gælder det, når nu rogn er æg og æggene har de samme farve som laksen? 

Tak til Nada for initiativet til Madbloggerudfordringen og Birte og mine madbloggerkolleger for endnu en god omgang leg. Vi ses til næste gang!



2 kommentarer:

Cook Valley sagde ...

Kære Kim
I en fortolkning er æg vel æg og netop, at farven matcher laksen er jo endnu mere smart. Jeg har nogle skorzonerødder på køl og jeg må da lige prøve din udgave af - men gad vide, om jeg ikke kan gøre godt med de friske torskebukser, som jeg fik kogt i går og som ligger i fryseren. Selv tak for udfordringen - også til Nada for det gode initiativ.
Venligst Birte

Dr.elvis sagde ...

Ønsker du at sælge din nyre? eller søger du efter en mulighed for at sælge din nyre for penge på grund af økonomisk nedbrydning, og du ved ikke, hvad du skal gøre, så kontakt os i dag, og vi vil tilbyde dig et godt beløb til din nyre. Mit navn er (doktor Elvis Whyte) er en phrenologist på vores hospital, jeg har specialiseret mig i nyreskirurgi, og vi beskæftiger os også med køb og transplantation af nyrer med levende en tilsvarende donor. Kontakt Email: doctorelviswhyte@gmail.com eller whatsapp +2347083629144 for mere information