Sider

mandag den 10. januar 2011

Kvædeis

Jeg har et blødt hjerte, når det gælder kvæder. De er sære og stenhårde, har dun, lugter vidunderlige, når de er modne, smager skønt og får en meget smuk lakseorange farve, når de bages eller koges i længere tid. 

Kvæder vokser fint i Danmark, men jeg er flyttet fra mit træ, og dem i handlen er mest fra Tyrkiet. De sidste år har det været sværere, at finde nogle, der er rigtig modne. Kedeligt, de har vist fået EU støtte til landbrugsudvikling.

Denne kvædeis lavet jeg til madbiksens nytårsmiddag, som ledsager til en chokolademuffin med blød trøffelkerne. Super kombination. Isen er også dejlig let, da en stor del af den er frugt.
 
Opskriften er inspireret af en Karoline kogebog, hvor den er lavet med æbler. Jeg har aldrig været vilde med bøgerne, synes de sætter for lav en overligger - og så er der jo mælkeprodukter i det hele.
Til 12 portioner bruges:

5 store kvæder, evt. skrællede, i tynde både
1,5 dl. vand
3 spsk. sukker
6 pasteuriserede æggeblommer
3 dl. sukker
korn af 2 vanillestænger
1 dl. citronsaft, evt. mere
3 spsk. spiritus, her er brugt Framboise
4 dl. piskefløde
 
1. Kvæderne bages med vandet og de 3 spsk. sukker ved 180°C indtil de bliver dyb laksefarvede. Det tager ca. 2 timer, måske længere. De kan også koges ved meget lav varme i en gryde, jeg synes det er nemmere at bage dem. Kvæderne bliver møre allerede efter 20 minutter, men den orange farve kommer først efter længere tid. Kvæderne blendes eller pureres gennem en sigte - med vandet - og køles af. 
2. Æggeblommer, sukker og vanillekorn piskes til en luftig æggesnaps. Den kolde kvædemos, citronsaften og framboisen vendes i.

3. Fløden piskes og vendes i og massen smages til - der skal evt. mere citronsaft i.
4. Massen fryses. Har man en ismaskine... Ellers kommes den i fryseren i bøtter - ca. 3 liter i alt - med låg. Den røres igennem ca. en gang i timen under indfrysningen, så der ikke dannes krystaller. Begynder der at komme krystaller alligevel kan isen blendes igennem med stavblender inden den er helt frosset.

Isen tages ud af fryseren ca. 20 minutter inden serveringen.

8 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Fremragende idé! Den har jeg straks skrevet mig bag øret :-)

kimmm sagde ...

Den er også god med æble overhældt med valødder eller pecans i karamelsauce :-)))
hilsener Kim

Anonym sagde ...

Hej, hvor Søren får du fat i kvæder nu? Jeg bor på Nørrebro og har simpelthen ikke kunne støve nogen op... Og jeg elsker dem!

kimmm sagde ...

Her i Farum er det fra min iranske grønthandler, prøv den skønne grøntmand først i Blågårdsgade, hvis du kommer der. De er i sæson nu... Jeg så dem også i Kvickly før jul, bare mindre.
hilsen Kim

Anonym sagde ...

Hej Kimmm,
Tusind tak. Jeg prøver grønthandleren i Blågårdsgade straks i morgen! :-) Og ja, jeg mente også nok, at de netop burde været til at få nu. Jeg fik fat i nogen sidste år ved omtrent denne tid - men der var det ved en grønthandler i Gentofte til en relativ høj pris.... Og efter at have fået smag for dem, er der så mange nye ting, jeg gerne vil prøve at lave med dem....

Så endnu engang; mange tak!

Og rigtig god aften :-)

kimmm sagde ...

Håber du finder dem... :) de er forresten ret dyre pt, 20 kr halvkiloet.
hilsen Kim

Murerarbejde sagde ...

I wonder why all the nice receipts looks better on other people sites!!

Anonym sagde ...

Hej

Vil prøve isopskriften, da jeg har overskud af kvædepærer. Skulle nogen være interesseret, kan i hente en spand i birkerød. Giv et kald på 61302747.

Mvh

René