Sider

søndag den 23. februar 2014

Madbloggerudfordringen II, prolog: Rokke med marinerede artiskokker og æg

Det er tid til en ny runde Madbloggerudfordring, et dejligt initiativ fra Nada over på bloggen La Cucina Nada, som igen får mig til tasterne i en ellers bloggeløs tid. Denne gang er udfordringen at splejse en opskrift fra en anden blog med en af ens egne. 3 ingredienser skal være de samme, alt andet er åben for fortolkning.

I lodtrækningen fik Cook Valley og jeg hinanden. Min umiddelbare lyst var til at bruge en af bloggens mange indiske opskrifter - ud fra det, jeg kender fra mine Mumbai guys er forfatteren helt på pletten, når det gælder en række indiske specialiteter.

Jeg endte i stedet med drømmen om foråret, som hos Cook Valley er drømmen om sommer. Hun står en efterårsagtig 25. juni og holder fast ved, at det ER sommer med Laks med asparges med æggevinagrette. Her er det en smuk solskinsøndag og så lun, at det er svært at tro, at foråret ikke lige er ved at være her. Oops. Indtil jeg mindes råvarerne - de er unægtelige vinterens.

Hårdkogte æg på grønsager som er marineret i vinagrette er en skøn klassiker. Her skal den bruges på en af vinterens klenodier: skorzonerrødder. Skorzonerrødder er en overset grønsag, de smager skønt nøddeagtige og er god tilberedt på mange måder. Det sagde vi igen og igen til hinanden, mens vi gik og ordnede de 35 kilo, som skulle serveres på Vineriet - vores pop-op restaurant under Dining Week i sidste uge i København.

I anledning af Madbloggerudfordringen skal mine kantinebørn fornøjes med skorzonerrødder i morgen. Varmmarinerede i olie/citron med hårdkogte æg som ledsager til hele, letbagte laksesider. Da siger jeg mere om, hvordan de bruges og om slangen i røddernes paradis: arbejdet med at skrælle dem og holde dem fra at oksidere sig brune.
Men nu er det en fredelig søndag. En håndfuld små, spanske artiskokker er i gang med den samme behandling - de snurrer sagte i en gryde med olie, citron, hvidløg, timian, salt og peber. Om lidt skal rokkevingen, et par æg og den brunede smør over. Solen er gået ned, solsorten sang klart og tydeligt i et kvarter for lidt siden. Det ER snart forår.

4 kommentarer:

Cook Valley sagde ...

Kære Kim

Tusind tak for de rare ord om mine indiske retter. Skægt, at du står en februardag og føler det er forår og går i gang med en forårsret. På næsten samme tid står jeg og laver en dejlig varm Sambhar inspireret fra din Dalsuppe. Tak for udfordringen og at jeg har fået mulighed for at læse din skønne blog
Venligst Birte

kimmm sagde ...

Hej Birte
Ja det er sjovt. Hvor har du lært at lave de indiske retter?
Tak for en god leg!
mange hilsener Kim

Cook Valley sagde ...

Hmmm, jeg har vel egentlig ikke lært det nogle steder andet hjemme i mit køkken gennem de sidste 20 år. Jeg startede med at bruge Charlotte Kirchheiners bøger udgivet på Klematis. Ikke smukke bøger med masser af billeder - faktisk ikke et eneste og en del fejl i mængdeangivelserne, som man skal være opmærksom på - men en meget autentisk tilgang til indisk mad. Ud over at spise ordentligt indisk hver gang, jeg ser mit snit til det, har jeg også været på et kursus på den indiske restaurant "Bindia" på Trianglen,, hvor jeg oplevede, hvor meget jeg over årene egentligt har fået indisk madlavning ind under huden.

Venligst Birte

kimmm sagde ...

Ja, med det lidt jeg ved fra den gang, jeg havde gode og madglade indiske naboer virker de både autentiske og som at du har dem under huden. Dejligt. Jeg glæder mig til at bruge dem fremover.
mh Kim